LIGE SIDEN Danmark trådte ind i det daværende EF i 1972, har politikere på ja-siden jævnligt fortrudt, at der dengang blev slået så hårdt på de økonomiske argumenter i valgkampen. Danskerne skulle stemme ja for at få billigere dagligvarer og af hensyn til landbrugets eksport, hed det sig. Det har givet bagslag, efterhånden som det europæiske samarbejde har udviklet sig. Det største bagslag var nej'et til Maastricht-traktaten i 1992. De mest visionære politikere har erkendt, at man fra begyndelsen burde have gjort mere for at argumentere for selve EF-samarbejdets ide, nemlig at europæiske lande samarbejder i stedet for at kriges. Men fristelsen til at smide de økonomiske argumenter på bordet er åbenbart for stærk. I går kørte økonomiminister Marianne Jelved (R) og finansminister Mogens Lykketoft (S) det tunge økonomiske skyts i stilling. Hvis vælgerne siger nej på torsdag, kan det i løbet af ti år koste 20.000 arbejdspladser og 20 milliarder kroner i mindre forbrug, fordelt med 7,5 milliarder kroner til det offentlige og 12,5 milliarder kroner til borgerne og erhvervslivet. Det lyder da af noget (men er faktisk ikke ret meget i den store samfundsøkonomi). Desværre er prognosen utroværdig. Det kan godt være, at tilhængerne har haft behov for at sætte trumf på efter folkepensionskatastrofen i den forgangne uge, men Jelveds og Lykketofts skoleridt går for vidt. Der er ganske rigtigt en risiko for, at renten kortvarigt vil stige, måske endda dramatisk, hvis vælgerne siger nej. Man kan heller ikke afvise, at renten på længere sigt vil være højere i Danmark end i resten af EU. Det vil uundgåeligt betyde tab af arbejdspladser og lavere vækst herhjemme end i euroland. Så langt holder argumentationen. Problemet er, at regeringen sætter meget præcise tal på udviklingen ti år ud i fremtiden. Groft sagt svarer det til at forudsige vejret et helt år frem. Regeringen kan hævde, at prognosen er udtryk for det bedste skøn, men selv dette skøn giver ringe mening. Der kan ske så meget de næste ti år, som forrykker billedet, både herhjemme og i euroland. Desuden er der mange andre forhold end renten, der spiller ind. Der er de såkaldte dynamiske effekter, som har langt, langt større betydning, og som man ifølge Lykketoft slet ikke kan regne på. Usikkerheden på tallene er kolossal. Måske gælder alle kneb i krig, kærlighed og folkeafstemninger, men ikke alle kneb er lige fornuftige. Det gælder i hvert fald regeringens tal, som kun fører debatten tilbage til 1970'ernes flæskepriskampagner. Hvorfor ikke nøjes med at sige det, der er nogenlunde sikkerhed for vil ske ved et nej? Det kan jo være alvorligt nok.hhh