Prøv avisen

Flere hospicer, tak

Det klæder ikke samfundet, at det har så svært ved at skaffe nye hospicepladser

HVORDAN BEHANDLER et samfund sine døende? Svaret på det spørgsmål er en god lakmusprøve på, hvordan det står til med synet på menneskets værdi. Døende patienter er jo »færdige« som bidragydere til produktionen og som forbrugere, der kan skabe omsætning, men de er stadig mennesker! Endda mennesker i den udsatte situation, at de ved, de snart skal dø.

I takt med familiernes opløsning og sygehusenes effektivisering er jorden blevet gødet for den gode ide at tilbyde døende plads på såkaldte hospicer, hvor de kan få ro, omsorg og lindring for smerter. Som omtalt i Kristeligt Dagblad i lørdags står antallet af pladser imidlertid slet ikke mål med efterspørgslen - selv om der på statens budget er afsat penge til at oprette flere.

Politikerne på Christiansborg er udmærket klar over, at der er et behov. Derfor har de på de seneste to finanslove afsat i alt 40 millioner kroner til at oprette flere pladser, men amterne har kun brugt 15 millioner kroner af puljen. Og derfor afvises hundredevis af patienter stadig hvert år på grund af pladsmangel.

I alt er der nu fem hospicer med tilsammen cirka 60 pladser, men der er sandsynligvis patienter til fire gange så mange. Hospicerne er naturligt nok placeret i de største byer, hvor især kirkeligt funderede organisationer som Diakonissestiftelsen og Sankt Lukas Stiftelsen er gået i front. Behovet findes dog også i de tyndt befolkede områder, og det har i årevis været målet, at der skulle være mindst et hospice i hvert amt.

Det har desværre lange udsigter. Problemet er endnu engang den offentlige sektors mærkværdige kassesystem. I den aktuelle sag har regeringen og Folketinget nok bevilget penge til at oprette flere hospicepladser, men selve driften skal betales af amterne. Mange af dem har som bekendt rigeligt med problemer med at få enderne til at nå sammen i forvejen, især når de skal overholde regeringens skattestop. Derfor er det ikke så mærkeligt, at de vægrer sig ved at tage imod det på papiret generøse tilbud om at få en pose penge fra hospice-puljen. Regningen kommer bagefter.

Dog - uanset, hvor stor forståelse, man kan have for amternes problem, ændrer det ikke ved, at der bør oprettes flere hospicepladser. Derfor rammer sagen også lige ned i den aktuelle debat om fremtidens amter og kommuner. Nedlægges amterne, ville ansvaret for driften af landets hospicer logisk overgå til staten og dermed Folketinget. Her ville politikerne ikke længere kunne afsætte en pose penge og skyde ansvaret for driften over på amterne. Det ville så være op til regeringen og Folketinget at lade handling følge de pæne ord om hospicernes nødvendighed. Sundhedsministeriet ville centralt kunne kortlægge behovet for nye pladser og skaffe penge til både udbygning og drift.

Udover de rent menneskelige grunde til at drive hospicer, er der faktisk også fornuftige samfundsmæssige argumenter for det. Et af de væsentlige er, at mange patienter kan flyttes fra dyre hospitalssenge, så der bliver bedre plads til andre patienter. Det klæder ikke et rigt samfund som det danske, at det skal være så vanskeligt at skaffe dets mest udsatte medborgere, de uhelbredeligt syge, mulighed for at tilbringe de sidste uger og dage i et trygt og omsorgsfuldt miljø.

hhh