Prøv avisen
Leder

Flere nydanske valgmenigheder

Af Anders Ellebæk Madsen, Redaktør for kirke, tro og historie

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Valgmenigheder er født til at give plads til særkulturer

Den danske historie er fyldt med pragmatiske løsninger, der har vendt stærkt ideologiske konflikter til en øget grad af frihed. Ikke mindst i folkekirken. Tænk bare på biskoppernes valgfrihed, da der blev taget hul på ordinationen af kvindelige præster i 1948. Et mindre kendt eksempel på samme pragmatik er valgmenighederne, som netop er rundet 150 år, idet loven om de nye former for kirkefællesskaber blev underskrevet af kongen den 15. maj 1868.

Karakteristisk nok var de friere menigheder løsningen på en strid om en præst, Vilhelm Birkedal, der blev afskediget af politiske grunde og derfor ikke måtte fungere i folkekirken. Udgangen på konflikten blev, at man gav ham en valgmenighed. Siden da voksede antallet af disse menigheder, og den rummelighed, der lå bag løsningen på striden, er formentligt en af grundene til, at folkekirken står stærkere i Danmark end mange tilsvarende nationalkirker gør i andre lande på vore breddegrader. For man har været god til at give særlige religiøse kulturer egne rum inden for folkekirken, blandt andet med valgmenigheder.

Valgmenighederne var i begyndelsen grundtvigske. Men i de seneste årtier er det snarere karismatiske og konservative kredse, der har stiftet valgmenigheder, og dem er der flest af i dag. Seneste skud på stammen er valgmenigheden Church of Love, der oprindeligt var blevet stiftet som indvandrerkirke for farsitalende. Valg-menigheden som nydansk særordning kan vise sig at være en tredje fase i valgmenighedens udvikling. Det har nemlig vist sig, at Church of Love har kunnet trives under folkekirkens vinger og sågar udvide kredsen af medlemmer.

Andre kulturelt definerede kristne menigheder vil hen ad vejen søge ind mod folkekirken, der tilbyder tryghed, økonomisk stabilitet og fællesskab med mange danske kirkegængere. Indvandrermenig-hederne burde i højere grad kunne nyde godt af den løse tilknytning, som gør det muligt at være kirke på særpræmisser. Folkekirken må i den forbindelse strække sig for at bygge bro teologisk og sprogligt.

Der er i øjeblikket et større udvalgsarbejde i gang i folkekirken, som skal munde ud i konkrete forslag til, hvordan man kan bygge bro til nydanske kristne og invitere dem ind i folkekirken.

Der er mange idéer på bordet, blandt andet dobbelt kirkemedlemsskab. Man må håbe, at man i arbejdet lægger vægt på, at folkekirken i valgmenigheden har en gammel frihedsordning, som er meget moderne på mange måder. Men den kan muligvis forbedres på forskellige praktiske punkter. Og ikke mindst kan man nok blive bedre til at fortælle de mange nydanske menigheder, at valgmenigheder er en god mulighed for både at være medlem af det store fællesskab og holde fast ved egen kultur.