Flere slags social kontrol

Religionsfrihed må omfatte afstumpethed i Jehovas Vidner

Social kontrol står i centrum for den debat, som er opstået i forlængelse af den nye medieopmærksomhed om det lille ikke-kristne trossamfund Jehovas Vidner. Medierne har bragt beretninger frem om voksne og unge, der har oplevet en yderst usympatisk udstødelse, fordi de ikke længere har kunnet eller villet underordne sig Jehovas Vidners lære og interne regler.

Det er tragisk og virker helt uacceptabelt, at eksempelvis en mor ikke længere ser sine børn, fordi hun er trådt ud af bevægelsen. Men som et andet tidligere medlem af Jehovas Vidner bemærkede til netop denne beretning, da den blev bragt frem i TV 2 Nyhederne forleden: Hvad havde moderen ventet? Så længe hun var medlem af sekten, opdragede hun selv sine børn til netop at reagere på den måde: ved at vende ryggen til medlemmer, der træder ud.

Det skæbnetunge eksempel illustrerer dilemmaet om social kontrol i al sin kompleksitet. Hvis der ikke er tale om fysisk pres, korporlig tilbageholdelse, vold eller andre ulovligheder, kan man ikke forhindre voksne mennesker i at følge – og opdrage deres børn efter – rigide normer, hvad enten disse udledes af religiøs overbevisning eller en politisk ideologi.

Det er naturligvis en helt afgørende præmis i den forbindelse, at den lovgivning, der gælder i det omgivende samfund, overholdes. Det vil også sige, at for eksempel overgreb, herunder mistanker om misbrug af børn eller unge, der sker inden for trossamfundets rammer, ufortøvet skal meldes til myndighederne af trossamfundets autoriteter, hvis ikke det medlem, der måske har været udsat for overgrebet, selv kan eller vil gøre det.

Kirke- og kulturminister Mette Bock (LA) ramte det svære i emnet ganske præcist med sin udtalelse i gårsdagens avis:

”Vi kan kræve af et trossamfund, (...) at det skal overholde dansk lov. Men vi kan ikke lovgive om, hvordan trossamfund reagerer på en udmeldelse. Det er dybt tragisk og hjerteskærende at høre om tidligere medlemmer af Jehovas Vidner, der bliver afskåret kontakten til deres familier. Det er bare ikke decideret ulovligt.”

Religionsfriheden er og skal være vidt-gående. Også fordi det forebygger en i denne sammenhæng nærliggende diskrimination af troende mennesker. For vi kan alle se den sociale kontrols grimme sider, når den hives frem fra lukkede trossamfund og eksponeres. Men hvad med den langt mere uigennemsigtige, men ikke mindre ondartede sociale kontrol, der finder sted i samfundsgrupper, der opfatter sig selv som uhyre sofistikerede og oplyste?

Masser af børn af de sekulære mennesker, der i 1960’erne og 1970’erne hyldede den absolutte personlige og seksuelle frihed, voksede op med sociale kodekser, som de måske troede, at de selv valgte, men som de senere måtte erkende havde givet dem varige sår på sjælen.

Mennesker træffer valg, og mange af dem er forkerte. Et af de forkerte er at lade sin tro være noget, der afskærer mennesker fra hinanden og udskiller de svage i troen. Men hvis politikere prøver at gribe ind over for det, er det ikke kun religionsfriheden, de anfægter, men selve den personlige frihed, de normalt gør så meget for at forsvare.