FN-børnekomité fejler i en god sag

Rapport om overgreb misbruges til at anfægte trosfriheden

Vejskilte i Vatikanet,  Via S. Pio X,  Lungotevere Vaticano,  Rom,  Italien
Vejskilte i Vatikanet, Via S. Pio X, Lungotevere Vaticano, Rom, Italien. Foto: Kennet Havgaard/ Denmark.

FNs børnekomité handler i en god og vigtig sag, når den kritiserer Vatikanet for at have været for sent ude for at bremse og opklare overgreb mod børn, som igennem tiden er begået af præster og andre gejstlige i den verdensomspændende katolske kirke. Vatikanet har som stat underskrevet børnekonventionen, og derfor bør det ikke overraske, at FNs komité for samme konvention kan udstede kritik, hvis den ikke finder konventionen overholdt.

Når den rapport, som FN-komitéen udsendte i sidste uge, alligevel er kritisabel, skyldes det, at den krydser en rød linje, som ikke bør krydses. Det er ikke linjen mellem rigtig og forkert behandling af børn, der her er tale om. For naturligvis vil ingen ved deres fulde fem anfægte omverdenens ret og pligt til at skride ind over for kirker eller andre institutioner, hvor børn risikerer at blive udsat for krænkelser. Nej, det handler om linjen mellem kritik af overgreb på den ene side og kritik af en kirkes samlede troslære på den anden. For børnekomiteens rapport tager et opsigtsvækkende skridt ved i et ærinde, der burde handle om omsorg for udsatte børn at irettesætte hele den moral og tro, som Vatikanet hylder på vegne af knap halvanden milliard katolikker. Hvilket er en ganske anden sag, eftersom overgreb mod børn og unge faktisk ikke er en del af katolsk troslære. Hvis nogen skulle være i tvivl.

LÆS OGSÅ: FN kritiseres for at ville ændre katolsk troslære

Lad os her se bort fra, at børnekomitéen i høj grad udkæmper sidste århundredes krig mod Vatikanet; næppe nogen anden organisation har på globalt plan i dag draget så mange konsekvenser af fortidens forbrydelser, beklaget så meget og truffet så mange forebyggende forholdsregler, som netop den katolske kirke har gjort i skyggen af sagerne om præsters overgreb på børn og unge. Forsinkelsen antyder, at komitéen har andet og mere i tankerne end beskyttelsen af børn.

Dette andet ærinde toner frem, når komiteen befaler Vatikanet at ændre sit, og det vil sige den katolske kirkes, syn på eksempelvis prævention, abort og kønnenes stilling. Komitéen mener også, at kirkens interne religiøse retssystem, kaldet kanonisk ret, bør ændres. Alt sammen for at bringe Vatikanet i overensstemmelse med, hvad medlemmerne af børnekomitéen anser for de korrekte synspunkter på disse områder.

FN-komitéen bygger i høj grad på stereotyper om, hvordan katolsk moral og praksis ser ud anno 2014. Men lad det ligge. Det principielle er, at FN her med en god sag som murbrækker prøver at slå huller i religionsfriheden. Vatikanet har den dobbelte position både at være en suveræn stat og huse overhovedet for alverdens katolikker. At der således også er tale om en stat, benytter FN som formel adkomst til at udøve en kontrol, der betænkeligt nærmer sig tankepoliti mod troende.

I hvert fald får FNs børnekomité mere end travlt, hvis den vil være konsekvent i sin fremfærd mod upassende religiøsitet. Det gælder faktisk som hovedregel for alle verdens store religioner, at de på afgørende områder ikke flugter med modernitetens sekulære og værdineutrale kodeks.

jd