Hvem vil bryde sig om at ligge i sin seng 10,5 time i døgnet? Og det som følge af, at man har formastet sig til at flytte fra en by til en anden.
Næppe mange, men det er ikke desto mindre virkeligheden for Roy Nüsser, der i dagens avis fortæller om sin tilværelse, efter at han er flyttet fra Odense Kommune til Ollerup i Svendborg Kommune. Flytningen indebar efter 24 år en genvurdering af hans behov for hjælp, uagtet at hans handicap – han er lam fra brystet og ned – er præcis det samme, som det altid har været.
I Odense skulle han kun ligge i sengen otte timer hver nat, før hans hjælper kom, men kommunerne fattes penge, og der skal spares.
Ifølge Danske Handicaporganisationer og en ekspert er der ikke tale om en enlig svale. Smukke principper om, at mennesker med handicap skal have samme muligheder som andre, kolliderer med et andet princip: det kommunale selvstyre, som giver mulighed for at lave skøn. Og disse skøn tager tilsyneladende i højere grad udgangspunkt i den kommunale økonomi end det enkelte menneske. Helst skal serviceniveauet være lavere end nabokommunens for ikke at tiltrække dyre borgere med handicap, lyder rationalet.
Men spørgsmålet er, om kommunerne med de generelle nedskæringer på handicapområdet ikke er på vej mod tidligere tiders kyniske menneskesyn, hvor personer med funktionsnedsættelser først og fremmest ses som udgifter. Udgifter, der skal undgås.
I Danmarks første betænkning om fosterdiagnostik fra 1977 blev der således ikke lagt skjul på, at der var penge at spare. Og så sent som i 1990 blev der lavet en cost-benefit-analyse, der bekræftede, at det var en god forretning at undersøge samtlige gravide. Udgifterne til screening af de vordende mødre (og efterfølgende abort) var lavere end socialudgifterne til handicappede børn, lød det.
Siden forsvandt den direkte ordlyd, og i stedet lægges der i dag vægt på de kommende forældres ret til selvbestemmelse. Og her må økonomien ikke spille en rolle. Får man et barn med handicap, er velfærdsstaten parat med støtte, lyder det. Efterhånden noget hult.
Det er uværdigt, når de svageste i samfundet ses som tal i regneark frem for som de mennesker, de hver især er. Velfærdsstaten er netop til for dem, der ikke kan selv, og til den gruppe hører i høj grad mennesker med alvorlige handicap.
Det ligger snublende nært at foreslå minimumsstandarder for mennesker med handicap og dermed udhule det kommunale selvstyre. På samme vis som man i øjeblikket debatterer det på daginstitutionsområdet og tidligere har forsøgt med Christiansborg-dikterede badefrekvenser for ældre.
Erfaringen viser imidlertid, at disse fælles normer ofte ender med laveste fællesnævner og drukner i bureaukrati frem for bedre vilkår.
Men kommunalpolitikerne bør vise, at de er selvstyret voksent. Og de kan passende begynde med at tænke over, om de selv ville leve med de vilkår, de tilbyder en mand som Roy Nüsser.