Prøv avisen
Leder

Folkedrabet i vores eget sind

Henrik Hoffmann-Hansen er politisk redaktør på Kristeligt Dagblad Foto: Paw Gissel.

Et værn mod nye folkedrab er,at vi besinder os på ondskaben

Enhver, der har været på besøg i koncentrationlejren Auschwitz i Polen, må kende til den mærkelige, ordløse forfærdelse over, hvor dybt den menneskelige ondskab stikker. Bunkerne af briller, kufferter og sko, ovnene, pigtråden, vagttårnene, alt råber til himlen om dæmoni og lidelse. Men museerne, billederne og de skriftlige vidnesbyrd er snart det eneste, der kan minde os om holocaust. 70 år efter befrielsen af lejrene er der som omtalt i dagens avis ikke mange øjenvidner tilbage i levende live. Det forstærker spørgsmålet om, hvordan vi undgår, at dette mørke kapitel i historien gentager sig.

Der er flere grunde til, at Europa har kunnet undgå nye folkemord siden Anden Verdenskrig, om end der var tilløb til det under borgerkrigene i eks-Jugoslavien. Økonomisk fremgang, social stabilitet og samlingen af demokratiske lande i EU og Nato er væsentlige brikker.

Mindst lige så afgørende er dog den kollektive, historiske bevidsthed om, hvor galt det kan gå, hvis en bestemt befolkningsgruppe systematisk bliver lagt for had og udpeget som syndebuk for alle tænkelige problemer.

Det var i den bevidsthed, at den befriede verden oprettede FN, skrev menneskeretskonventionerne og trak stregerne til en ny verdensorden. Det tør dog siges, at missionen ikke er fuldført. Selv om systematikken og ideologien bag kz-lejrenes jødeudryddelse var enestående i historien, har verden oplevet utallige nye folkemord: Udryddelsen af millioner af systemkritikere i kommunistiske diktaturer som det kinesiske og det sovjetiske, Pol Pots drab på 1,7 millioner cambodjanere og nedslagtningen af 800.000 tutsier i Rwanda. Netop i disse måneder hærger den islamistiske terrororganisation IS i Syrien og Nordirak, og man kan frygte, at det regime skriver sig ind i historiebøgerne med endnu et massemord, måske endda folkemord, hvor verden så alt for passivt til.

Hvorfor sker det igen og igen? En ydre forklaring er, at vi glemmer, hvor galt det kan gå. Når øjenvidnerne dør, mister vi blikket for, hvor kort vejen fra demokrati og retsstat er til diktaturet. Hvor tynd civilisationens fernis er. Lidt dybere betragtet mister vi også besindelsen på vores egen iboende ondskab. Nazismen kunne kun vokse sig stærk i 1930'ernes Tyskland, fordi det enkelte menneske lod hadet vokse i sit eget sind. Det sker desværre i alle mennesker til alle tider, men så længe man er bevidst om, at det ikke er ”de andre”, der er onde, men at ondskaben lurer i én selv, kan man være på vagt over for dens raseri. Den erkendelse er det vigtigste værn mod nye koncentrationslejre, når vidnerne ikke længere er i live og kan advare os.

hhh