Hvor meget er folkekirken egentlig værd for det danske samfund? Det er der blevet regnet på i de senere år. For hvem støtter hvem? Er det den del af befolkningen, der ikke er medlemmer af kirken, der støtter kirkens medlemmer, eller er det i virkeligheden omvendt? Staten betaler af historiske grunde en del af præsternes løn og pension, blandt andet fordi staten frem mod 1919 udstykkede præstegårdenes jorde og derved fjernede en del af indtægtsgrundlaget for landets sogne.
Nu næsten 100 år senere, hvor det faktum har fortabt sig i historiens tåger, er det faldet nogle for brystet. For hvorfor skal borgere, der ikke er medlem af folkekirken, betale til præsternes løn og dermed til kirkens forkyndelse? Protesterne er dog begrænsede. De har mest karakter af ideologisk drilleri, men de har ikke desto mindre ført til et forslag om, at statens støtte til folkekirken skal ændres.
Det er der nu ingen grund til, for Grund-loven foreskriver, at staten understøtter folkekirken. Men virkeligheden viser, at det omvendte er mere sandt. Folkekirken udfører også opgaver af bred samfundsinteresse, og regnes det hele med, er problemet i virkeligheden ikke, at staten understøtter folkekirken, men derimod at folkekirkens medlemmer – 77 procent af befolkningen – understøtter de 100 procent og dermed staten. Det er da diskrimination.
Folkekirkens medlemmer står for civilregistreringen af alle nyfødte og døde, og det er også kirken, der driver langt de fleste kirkegårde, hvor de fleste af os ender uanset kirkeligt medlemskab. Kirkegårdene drives med underskud, som dækkes af kirkens medlemmer. Den helt store post er, at alle kirkens medlemmer betaler for vedligeholdelsen af kirkebygningerne, også de godt 1650 middelalderkirker, der er bygget før år 1250. Det er en uvurderlig del af dansk kulturarv, som hele samfundet burde betale til, men det gør kun kirkens medlemmer.
Alt det har beregninger fra Kirkeministeriet vist for flere år siden, og de fremdrages igen i et omend amputeret regnestykke, som ministeriet fremlagde tidligere på måneden. Heraf fremgår, at udgiften til vedligehold af kirker er stort set den samme som statens løntilskud til præster. Hvis man bytter rundt, er problemet løst, og ingen kan længere klage over, at de støtter en forkyndelse, som de ikke deler.
En politisk snuptagsløsning ligger lige for, men selv om vi her på avisen tidligere har argumenteret for, at staten støtter folkekirken på netop den måde, vil det ikke være klogt i dag. Et bloktilskud til vedligehold af de historiske kirker vil rent politisk lettere kunne blive beskåret af et både kirkekritisk og historieløst folketing end støtten til en bestemt andel af præsternes løn. Og giver regnestykket over-hovedet mening? Hvis ministeriet regnede det hele med, ville det vise, at folkekirken understøtter staten. Det er ikke omvendt.
Men kirkens bidrag til samfundet kan ikke gøres op i penge. Præster yder sjælesorg og trøster de ulykkelige. Kirker hjælper samfundets svageste. Mange ensomme finder et tilhørssted her. Denne omsorg kan et samfund ikke være foruden. Kirken er et kulturelt kraftcenter med foredrag og koncerter. I mange lokalsamfund er kirken eneste samlingssted. Kirken er med sin forkyndelse den måske største meningsgiver og værdileverandør. Fundamentet til velfærdsstaten blev lagt af kirkens folk. At Danmark er et land uden virkeligt fattige og uden for mange rige har kirken sin del af æren for. Det giver mening, at staten understøtter kirken, og den burde gøre det endnu mere. Det er også fint at lade økonomer regne på værdien af kirkens arbejde, men dybest set er folkekirken uvurderlig.