For tiden skygger en lille diskussion om, hvor folkekirkens penge skal komme fra, for en større og langt vigtigere.
Den lille handler om, hvorvidt folk, der betaler skat i Danmark, men ikke er medlemmer af folkekirken, fortsat via deres almindelige skat skal være med til at betale for folkekirkens forkyndelse. Altså om staten groft sagt kan tvangsindlægge såvel medlemmer af andre trossamfund som ateister til at medfinansiere udbredelsen af religion fra en kirke, de ikke ønsker at være del af. Som det er i dag, dækkes en del af folkekirkens udgifter til præstelønninger nemlig af statslige tilskud finansieret via almindelige skatter og afgifter – og altså ikke af det frivillige medlemsbidrag, der opkræves over skatten og kendes som kirkeskat.
Denne ordning er løbende udsat for kritik. Sjovt nok kommer kritikken slet ikke så meget fra buddhister, katolikker, jøder, muslimer, frikirkefolk og andre ikke-folkekirkeligt troende som fra organiserede ateister og assorterede religionsmodstandere. Men principielt er det rimeligt, at disse borgere ikke tvinges til at betale til den evangelisk-lutherske forkyndelse, som folkekirkepræsterne forestår. Dertil kommer det pragmatiske, nogle vil sige opportunistiske, argument, at man ved at skabe rene linjer dækker en flanke af, hvor folkekirken ellers vil blive mere og mere sårbar for kritik, i takt med at dens medlemstal falder, og samfundet bliver mere multireligiøst.
Der er derfor god fornuft i det beslutningsforslag, som Liberal Alliance får sat til førstebehandling i Folketinget i dag. Det sigter netop på at få flyttet finansieringen af præstelønningerne over til den kasse, der udelukkende fyldes op af folkekirkens egne medlemmer. Et statsligt bloktilskud til folkekirken skal så sideløbende sikre pengene til den del af kirken, der består af bygninger, kirkegårde og anden fysisk kulturarv. Alt det, som det er – og fortsat bør være – enfælles stats- og samfundsopgave at understøtte, værne og vedligeholde.
Og her melder den større og langt vigtigere folkekirkediskussion sig så. Den, der overordnet handler om, at folkekirken har og bør have en position i forhold til staten, som handler om meget mere end fordelingen af pengestrømme fra forskellige kasser.
Folkekirkens særposition, som fremgår af Grundloven, forpligter ikke bare staten i snæver forstand, men også det samfund, som staten betjener, til at bidrage til folkekirken. For lige så forstandigt det er, at egentlig folkekirkelig forkyndelse bør løftes økonomisk af folkekirkemedlemmerne, lige så rigtigt og mere afgørende er det, at kirken også i fremtiden støttes af staten. Og ikke bare sine medlemmer.
Skal Grundlovens ord ske fyldest, er det nemlig ikke gjort ved, at staten reducerer sin kirkelige rolle til en skyggefunktion som simpel videreformidler af kontingent fra folkekirkens medlemmer til folkekirken. Staten skal også bidrage med penge, der betales af alle skatteydere uanset deres tro eller mangel på samme. Ellers understøttes folkekirken ikke af staten.
Det er en provokerende tanke for nogle. Men Grundlovens paragraf 4 om, at staten skal understøtte folkekirken, har faktisk disse videre konsekvenser. Derfor er det vigtigt, at de tilbagevendende debatter om kirkeøkonomi ikke fortrænger det forhold, at folkekirkens opretholdelse og status i Danmark er en forpligtende arv for hele samfundet.
For folkekirken er – ud over fortsat at være et meningsbærende fællesskab for langt hovedparten af landets indbyggere – også en institution, der via Grundloven sikrer samfundets kristne grundkarakter. Det rokkes der ikke ved af selv nok så mange og nok så relevante sager om økonomisk slendrian i kirkens daglige drift.