Prøv avisen
Leder

Folkekirkens død er overdrevet

Af Erik Bjerager, ansv. chefredaktør

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Danskerne bakker massivt op om kirken, men hvorfor?

I 2003 udgav de to teologer Svend Bjerg og Palle Steffensen en debatbog med titlen ”Nedlæg folkekirken”. Bogens undertitel var både morsom og provokerende. ”Det oppegående dødsleje” lød det om den folkekirke, som de to forfattere mente mest af alt lignede et sminket lig, der var ved at lide skrumpedøden.

Kirken havde åndelig anoreksi. Den logrede for staten med forfængelige, pyntesyge royale biskopper i spidsen. Den blev i den brede offentlighed tegnet af leflende showpræster, og så var der menigheden, som hellere ville have dejlig varm stemning end forkyndelse af rigtig kristendom. Luk kirken, lød opfordringen, og hvis ikke nu, vil den lukke sig selv senest i 2015.

Sådan gik det jo ikke. Folkekirken lever som mere end et oppegående dødsleje, og i denne uge viste den årlige kirkestatistik, at det står forbavsende godt til. Det vakte i ugens løb opsigt, at antallet af døbte – både børn, unge og voksne – ikke længere falder, men er begyndt at stige igen.

Men mest af alt forekommer det tankevækkende, at næsten tre ud af fire danskere fortsat er medlem af kirken. Tallet daler en lille smule år for år, men først og fremmest fordi befolkningen vokser med indvandringen.

Det anslås, at 86 procent af alle danskere med dansk oprindelse er medlemmer af kirken. Det er mere end opbakningen til kirkerne i Norge og Sverige, og det er formentlig verdensrekord i opbakning til et nationalt kirkesamfund.

Det store spørgsmål er, hvorfor danskerne ikke melder sig ud af folkekirken, når de i så mange målinger giver udtryk for en manglende tro på Gud eller et i bedste fald distanceret forhold til kristendom.

Så hvorfor vil danskerne være medlemmer af en kirke og betale i dyre domme til den, når de samtidig kommer der så sjældent eller slet ikke?

Ingen kan give et entydigt rigtigt svar på det spørgsmål. Men her er fem bud:

1. Kristendom er blevet indlejret så dybt i det danske samfund med sin tanke om næstekærlighed og omsorg for de svageste, at den ikke opfattes som religion. Kirken repræsenterer kristendommen og står der i landskabet som en garant for, at samfundet – og staten – udvikler sig etisk, humant og omsorgsfuldt.

2. Mange opfatter ikke kristendom som en religion med bekendelse og dogmer og ritualer, men snarere som en livsorientering. Kirken repræsenterer denne livsorientering.

3. Kirken er symbol på fællesskab. I en tid med stærk individualisering står kirken for det modsatte. Man er velkommen, også selvom man ikke kommer. Og så er kirken en af de eneste institutioner, der kan samle danskerne. Det fællesskab vil mange gerne tilhøre.

4. Kirken er åben for alle. Det er ikke en ukendt oplevelse, at man ved at gå ind i et kirkerum, både herhjemme eller på rejse til udlandet, kan erfare at blive opfyldt af både en særlig fred og en følelse af at blive mødt. Kirken er derfor et sted, hvor man hører til, uden at man behøver komme der ofte.

5. Kirken repræsenterer det, der er større end os selv. De færreste danskere opfatter udelukkende tilværelsen rationelt. Mennesker er både krop og ånd, og der er mere mellem himmel og jord. Der er ikke religionsfrihed for kirkens præster, men det er der for kirkens medlemmer. Der er åndeligt talt højt til loftet i folkekirken. Der er plads til mennesker med den lille tro eller slet ingen tro.

Der stilles ingen krav, og et sådant sted vil mange gerne høre til – også selvom de aldrig eller kun sjældent kommer der.