Folkepensionen

EGENTLIG BURDE vi vel alle være glade og taknemmelige. Fem partier med 138 mandater i Folketinget garanterer, at folkepensionen også vil være rygraden i dansk alderdomsforsørgelse om 40-45 år. Det er da en garanti, der vil noget. Med alle de partier, der har haft og sandsynligvis vil få regeringsansvar i overskuelig fremtid bag løftet, burde alt jo være godt. Her drejer det sig ikke om statsminister Poul Nyrup Rasmussens (S) troværdighed eller Venstres sociale profil - for nu at tage to alt for forudsigelige rygmarvsargumenter i den aktuelle debat om politiske garantier. Hverken et ja eller et nej til euroen den 28. september vil rokke ved den danske folkepension. Og dog må man spørge sig selv, om der er tale om andet end varm politisk luft fremkaldt af et politisk selvsving, hvor nejsidens ihærdige fremmanen af den sociale afgrund, euroen vil trække os ned i, har fået jasigerne til at gå i panik. Det er efterhånden, som om begge parter har glemt, at det drejer sig om Danmarks ophævelse af det forbehold, der holder os uden for tredje fase i den monetære union. Den, der omfatter indførelsen af den fælles mønt i det monetære samarbejde, som vi i øvrigt - men altså uden deltagelse i og indflydelse på den europæiske centralbanks rentefastsættelse - for længst har bundet den danske krone til. Situationen er desværre ikke ny. Ved folkeafstemning efter folkeafstemning har vi oplevet, at EU-modstanderne har evnet at dreje debatten over på nære, men kun meget abstrakt set aktuelle afstemningstemaer. Ingen skal være i tvivl om, at folkepensionen er et af de mest ømtålige emner, og at det skræmmer mange mennesker, når der rejses tvivl om fremtidens folkepension. Ej heller om, at det er et af de argumenter, der bidrager til, at nejprocenten stiger i meningsmålingerne. Japartierne har hidtil fastholdt, at euro-afstemningen ikke har noget med folkepension at gøre, men lader sig nu skræmme til den panikreaktion, som pensionsgarantien er udtryk for. Problemet er, at en sådan politisk garanti meget let kan give bagslag. Nyrup Rasmussen har straks fået revet efterlønsordningen i næsen, og de fem partier omkring garantien for folkepensionen kan hurtigt få problemer. Uanset et ja eller nej til euroen, så udvikler verden sig hele tiden, og ingen ansvarlig politiker kan forudse, hvad fremtiden byder på af udfordringer og krav. SF vil f.eks. gerne pille ved folkepensionen til de rige for at sikre mere til de svageste pensionister. Tanker, der heller ikke har ligget de radikale fjernt. Tanken om, at en større del af vor sociale sikring fremover kan ske gennem selvforsikring, er jo ikke et træ, der alene gror i EU's have. Det er skræmmende for demokratiet, hvis folkeafstemningen skal afgøres på så usikre præmisser. jr-o