I disse dage slutter sommerferien for landets børn, og et nyt skoleår begynder. Det kan næsten ikke blive større – hvis man altså er lille. For er man ny i skolen, står man over for en dag, der på et personligt plan er langt mere skelsættende end nok så alvorlige aktuelle udenrigspolitiske kriser – ja, vigtigere end skibskatastrofer, hærværk og pludselig død, som det hedder hos en berømt forfatter, man måske møder senere på sin skolevej.
Første skoledag er en af de mest afgørende dage i livet, en dag, hvor barndommens gade forgrener sig og med tiden løber over i den informationsmotorvej, som de fleste større skolebørn på godt og ondt navigerer på. Undertiden taler vi også om ”livets skole”, fordi skoleårene sætter den ramme, vi forstår resten af tilværelsen ud fra. Selv når vi ikke går i skole længere, går vi lidt i skole – en fornemmelse, der understøttes af voksen- og arbejdslivets megen tale om ”livslang læring” og efteruddannelse.
Så skolen er for alle og for hele livet, men der opstår alligevel forskydninger, som årene går. En skolereform kommer til, området får måske ny minister, og i år er der skolestart med nyheden om, at flere forældre fravælger folkeskolen til fordel for privatskoler. Det er ud fra et samfundsmæssigt synspunkt en dårlig nyhed.
Ingen forældre vil andet end det bedste for deres børn, så når folkekolen fravælges, er det garanteret efter nøje overvejelse, ligesom der kan være ganske praktiske årsager til, at man vælger privatskolen.
Men folkeskolen er stadig – når den er bedst – en afgørende garant for at skabe sammenhæng mellem landets borgere. Det er ideelt set her, børn møder andre mennesker, der ikke er som dem selv, og her, de møder værdier, de ikke har med hjemmefra. Der er mange andre steder i samfundslivet, der trækker i retning af øget individualisering og smallere fællesskaber, så vil man være modvægt til et samfund, hvor vi alle billedligt talt dukker nakken over hver vores smartphone, skal man støtte folkeskolen og en livsholdning, hvor vi løfter blikket og lever i verden.
Der kræves selvsagt også noget af landets mange dygtige lærere. De yder en ihærdig indsats for at give børnene alt det, politikere og forældre ønsker af folkeskolen. Men de gør det undertiden også svært for sig selv, eksempelvis på det værdipolitiske felt. En undersøgelse har vist, at halvdelen af landets skoleledere ønsker en religionsneutral skole, men det vil kun øge ”flugten” fra folkeskolen.
Børn skal rustes til at leve i og forstå det danske samfund, der i århundreder har været kristent, og i hvis sprog, bygninger, og socialforståelse kristendommen er indlejret. Religionsneutralitet er kulturel selvkastration, som det er blevet sagt i debatten, for man forstår ikke andre kulturer bedre, eller møder omverdenens respekt, hvis man er uvidende om sit eget udgangspunkt. Det er en lære for livet, og den kan man lige så godt få med fra første skoledag.