Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Leder

Folkets historiske stjernestund

Af Kerrin Linde, udlandsredaktør

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

30 år efter er det vigtigt at huske, hvor storslået Murens fald var

Udtrykket stjernestund, på tysk ”Stern-stunde”, fik sit folkelige gennembrud takket være digteren Stefan Zweig og har to betydninger: Dels kan det være et afgørende og helt utroligt dejligt øjeblik. Dels kan det være begivenheder og gerninger, som skæbnesvangert får indflydelse på fremtiden.

Sjældent er udtrykkets to definitioner gået op i en højere enhed, end da Berlinmuren faldt den 9. november 1989. Det var så sandelig en ufattelig lykkelig begivenhed, der tog verden totalt på sengen, og samtidig fik den helt kolossalt vidtrækkende konsekvenser ved at lægge Sovjetunionen og hele den kolde krig i graven. For Muren var ikke blot 155 kilometer mursten og pigtråd, der omkransede en tilfældig by. Berlin var selve den kolde krigs mest symbolladede skueplads. Det var de allieredes delte hovedpræmie efter Anden Verdenskrig, som Sovjetunionen prøvede at tilrane sig ved at udsulte vestberlinerne under blokaden og luftbroen i 1948-49. Og da DDR-styret opførte Muren i 1961 for at spærre sin egen befolkning inde, blev den et skændselens monument, som fik John F. Kennedy til at erklære sig som ”berliner” to år senere, og som i de 28 år, den kom til at stå, endte med at koste omkring 140 mennesker livet, bare fordi de prøvede at forcere den.

Der kan derfor ikke herske nogen tvivl om, at 30-årsdagen for Berlinmurens fald i dag er værd at fejre. Som det er fremgået af interviewserien op til jubilæet her i avisen igennem de seneste uger, har DDR-regimets endeligt og den efterfølgende tyske lyn-genforening betydet stor frihed, men også stor usikkerhed for mange østtyskere, der har måttet lære at stå på egne ben i et konkurrencesamfund. Ofte er der tale om en forståelig længsel efter sammenhold, anerkendelse og mening med tilværelsen. Men Joachim Gauck, den første tyske forbundspræsident med østtyske rødder, har ret, når han i dagens avis understreger, hvor vigtigt det var for ham at indgyde tyskerne stolthed over at have været del af et demokratisk vidunder.

For de præsterede noget enestående. Muren faldt, fordi østtyskerne og deres østeuropæiske naboer trodsede angsten og krævede demokratiske forandringer. Den faldt tilmed, uden at der blev løsnet et skud. Det er noget, de stadig kan være stolte over den dag i dag. Det var folkets sande stjernestund.

Den fredelige revolution fra 1989 minder os dog også om, at det ofte er pludselige helte og tilfældigheder, der afgør sådanne stjernestunder. Og at det er umuligt at bruge den slags stunder til at spå om fremtiden. Historien sluttede ikke til fordel for det liberale demokratis sejrsgang, sådan som den amerikanske politolog Francis Fukuyama forudså efter den kolde krigs afslutning.

Men Murens fald kan stadig tjene som inspiration, når titusinder verden over går på gaden fra Hongkong i øst til Chile i vest med krav om demokratiske reformer og mindre korruption og ulighed. Selvom den slags folkelige protester lige så vel gå den gale vej, er læren fra 1989, at der altid er håb, og at det utænkelige kan ske.