Prøv avisen
Leder

Folkets kærlighed

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Danskernes medfølelse ved Prinsens død viser monarkiets styrke, skriver Kristeligt Dagblads chefredaktør Erik Bjerager

Der er mange lag af forklaringer på den overvældende folkelige medfølelse, sympati og interesse, som er blevet kongehuset til del i forbindelse med prins Henriks død og bisættelse.

Den helt nærliggende er, at prins Henrik holdt af Danmark, og at Danmark og danskerne viste ham, at det var gensidigt. Mange danskere har følt reel sorg over Prinsens død og har vist medfølelse og sympati med dronning Margrethe og den kongelige familie. Det er sådan, de fleste ville reagere ved et dødsfald i deres egen familie eller vennekreds. Man viser den afdøde en sidste ære og slutter op om de efterladte.

Men prins Henriks død var ikke kun et privat, men også et nationalt og folkeligt anliggende, og derfor blev hele det bevægende forløb i de forgangne dage også udtryk for mere end en personlig sorg hos hver enkelt.

Forløbet var en folkelig manifestation og en massiv sympatitilkendegivelse over for dronning Margrethe og en opbakning til monarkiet, både som styreform og som et af stadig færre symboler på det, som danskerne er fælles om.

Prins Henrik sagde engang i et interview, at Europas kongehuse vil gå en svær fremtid i møde, fordi tiden ikke er med dem. Men når det gælder det danske kongehus, tyder alt på, at han tog fejl. Kongehuset nyder kolossal opbakning i befolkningen. Det skyldes i høj grad Dronningens evne til at balancere det folkelige og det ophøjede, men det skyldes også, at monarkiet med monarken som statsoverhoved i langt stærkere grad end en politisk valgt præsident evner at være en samlende skikkelse. Med sin lange historie repræsenterer kongehuset kontinuitet i en stærkt foranderlig verden.

Globaliseringen, samfundets hastige forandring og islams fremgang i Europa er en del af forklaringen på, at så mange mennesker føler, at de lever under et voksende pres, som skaber en søgen mod det uforanderlige, mod noget blivende, mod stabilitet og bærende værdier.

Klokkeringningen fra landets 2200 kirker en halv time før og efter bisættelsen af prins Henrik i Christiansborg Slotskirke i tirsdags var et bud om sorg og et kald til samling. Men ringningen var også en påmindelse om, at alle lever med et behov for at have en himmel over sig. I et åndeligt tomrum opstår der en reaktion efter netop ånd og det, der er hævet over tid og sted. Nye tal om folkekirken fra denne uge viser, at en stadig mindre del af befolkningen er medlemmer. Men det til trods kan ingen anden kirke i verden mønstre en så stor folkelig opbakning. Den bedste forklaring er, at danskerne søger forankring.

Skabte medierne den følelsesrus, som også var en del af reaktionen på prins Henriks død? Det kan vel ikke afvises med især tv-kanalernes nonstop-dækning af forløbet og de sociale medier, der er eksponent for en ændret følelseskultur med stor offentlighed om alle slags følelser, også sorg.

Men den folkelige tilkendegivelse af medfølelse og sympati over for Dronningen og hendes familie kan ikke reduceres til at være et mediefænomen. Tværtimod har medierne snarere afspejlet end skabt den folkelige interesse og medfølelse i forbindelse med Prinsens død og bisættelse.

”Guds hjælp, folkets kærlighed, Danmarks styrke” var det valgsprog, som Dronningen tog, da hun blev regent for 46 år siden i 1972.

De seneste dage har vist, at hun har folkets kærlighed, og at danskerne bakker op om hende, om den kongelige familie og det monarki, der har været styreform her i landet i mere end 1000 år.