En 15-årig fynsk pige er for nylig konverteret til islam i en moské i Vollsmose. Hendes kristne forældre havde ingen anelse om det, før hun sendte et billede af sig selv med slør på, og det har efterladt dem magtesløse. De kan ikke forstå, at de ikke har ret til at gribe ind i deres barns religionsskifte.
Flere politikere taler derfor for at give forældre en juridisk mulighed for at stoppe uønskede omvendelser hos unge under 18 år, som det beskrives i Kristeligt Dagblad i dag.
Loven kræver nu, at man skal være 18 år for at melde sig ind i folkekirken uden forældrenes samtykke. Det samme gælder ikke for konversion til andre religioner. Man kan blive buddhist, muslim eller scientolog uden forældreinddragelse. Det er den skævhed, som fortrinsvis borgerlige stemmer vil have rettet op på.
Det giver god mening, at forældre skal kunne bestemme over børns religiøse tilhørsforhold. Landets lovgivere ville gøre ret i at give forældrene en klar ret til at træffe beslutning om at skifte trossamfund, indtil barnet er myndigt.
Men emnet er ikke simpelt. For spørgsmålet er, hvad man skal forbyde. I folkekirken bliver man medlem, når man døbes. Det er ikke nødvendigvis tilfældet i muslimske retninger. De fleste muslimer regner det for en konversion, når en person foran to vidner siger, at der ikke findes andre guder end Allah, og at Muhammed er hans budbringer.
Det er ganske svært at lovgive om, hvad unge må sige foran to venner, og ikke mindre svært at håndhæve. Det kan foregå på et teenageværelse uden stor ståhej.
Der er bedre muligheder for at kræve forældre involveret i beslutninger om at indmelde sig i organiserede trossamfund. Men det er ikke alle konvertitter, der melder sig ind i en organisation, når de skifter religion. Det bliver altså næppe konversion, man lovgiver om, men medlemskab.
Under hele debatten gærer en kulturkrise, som viser, hvordan den religiøse individualisme har spillet fallit. Mange danske forældre er uinteresseret i religion og tager ikke den trosmæssige opdragelse på sig. De tror på selvbestemmelse allerede langt før konfirmationsalderen. Men resultatet er ikke, at barnet står stærkere. Det står svagere. For en beslutning om noget så alvorligt som trosforhold har enorme konsekvenser. Dem kan barnet ikke selv overskue.
Meget tyder på, at den mest religiøse part i et parforhold ender med at definere familiens religion i de fleste tilfælde. I den prægning står barnet med den uformulerede danske mavekristendom svagt. Derfor er danske forældre nødt til at tage den religiøse opdragelse på sig og bevæge sig væk fra ”det må du selv om”-modellen, som præger konfirmationsbeslutningen. Det er sigende for tidens islamkonflikter, at de kræves løst med ny lovgivning, gerne forbud, mens det i virkeligheden ville have større betydning at blive mere bevidst om egen tros- kultur.