Forbud mod blasfemi bør bevares

Religioner skal tåle kritik, men religiøse følelser respekteres

I Danmark kan man fint kritisere alle religioner, men det tilfører ikke debatten blot at provokere.

Skulle man skrive straffeloven i dag, ville man næppe indføje en paragraf om blasfemi under ”forbrydelser mod den offentlige orden”. Paragraffen bruges da også sjældent. Men det sker. Som i denne uge, hvor en nordjysk mand blev tiltalt for at brænde et eksemplar af Koranen og publicere sin handling på Facebook. Dermed er der rejst tiltale for første gang siden 1971, hvor den nu afdøde sanger Trille sang ”Øjet” på landsdækkende tv. Vi skal helt tilbage til 1938 og 1946 for at finde domfældelser efter paragraffen. I 1938 var det nazister, der tog jødiske skrifter til indtægt for overgreb på ikke-jøder.

Mange i et sekulariseret mangler forståelse for, at religiøse følelser er særligt sårbare og mener som professor Frederik Stjernfelt i Information i går, at forbuddet ”er et gammelt stykke skrammel”. Deri tager de fejl. Det er godt, at vi har paragraffen, det er godt, den sjældent tages i anvendelse, og den udgør ingen trussel mod ytringsfriheden.

Blasfemiparagraffen har ikke til hensigt at beskytte en fintfølende Gud, men derimod den offentlige orden. Grove blasfemiske handlinger kan spille en destabiliserende rolle i samfundet, og derfor har vi paragraffen.

I 2015 påpegede Straffelovrådet, at en ophævelse af bestemmelsen ville kunne gøre det straffrit for eksempel offentligt at afbrænde Bibelen eller Koranen med den mulige følge, at krænkede personer ville kunne udgøre et sikkerhedsmæssigt problem. Derefter valgte den daværende regering at bevare status quo. Beslutter man nu alligevel at afskaffe paragraffen, som blandt andet justitsminister Søren Pape Poulsen (K) lægger op til drøftelse af, vil det i sig selv kunne læses, som om man i Danmark ikke ønsker at respektere troende.

At dømme efter den folkelige debat om religion i disse år er der intet, der tyder på, at blasfemiparagraffen begrænser danskerne i deres debativer. Harske kommentarer i aviser og på internettet er dagligdag. Der er altså vide muligheder for at udøve religionskritik, men det er fint, at der er en nedre grænse for, hvad man kan tillade sig.

Når paragraffen i dag er en torn i øjet på mange, skyldes det ikke mindst, at der er en opfattelse af, at det navnlig er muslimer, der kunne tænkes at udgøre et sikkerhedsmæssigt problem, fordi de oplevede sig krænket på deres religiøse følelser. Det er desværre sandt. Men det er også sandt, at navnlig islam i disse år er genstand for meget af den mest hadefulde kritik. Tidligere har det, som blasfemiparagraffens historie viser, været jøder og kristne, der har været udsat for blasfemi.

Den kommende retssag kan tjene som påmindelse til alle om, at man bør besinde sig på en sober debattone, når det gælder religion. Uden at dette må forhindre nødvendig religionskritik, herunder kritik af islam.