Forfattere uden grænser

Gyldne Laurbær peger på debat om rammerne for autofiktion

Kunst kræver ofre, og nogle gange må de ydes af andre mennesker end kunstneren selv. Hvad Karl Ove Knausgård i sit indre må gå igennem for at få sine tusinder af sider nedfældet, er hans egen sag, omend resultaterne af hans selvpåførte kvaler glæder og beriger utallige læsere. Hvad der derimod ikke nødvendigvis og altid er kunstnerens egen sag er, hvordan han eller hun beskriver mennesker, der mere eller mindre tydeligt kan genkendes fra virkeligheden, ofte forfatterens nære pårørende: nuværende og tidligere ægtefæller, kærester, børn og forældre.

Når selvbiografi og fiktion er blevet blandet, har det skabt noget af den største litteratur, menneskeheden har frembragt. Uden hæmningsløs gengivelse i mere eller mindre virkelighedstro form af egne relationer, var der ikke blevet meget af Philip Roths forfatterskab. Og i går eftermiddag tilfaldt bogprisen De Gyldne Laurbær forfatteren Leonora Christina Skov, hvis hæderudløsende roman fra sidste år, ”Den, der lever stille”, i høj grad befatter sig med figurer fra et – temmelig dysfunktionelt – familieliv, der er så tæt på hendes egen baggrund, at romanen har fået den højmoderne etikette ”autofiktiv”.

Næppe alle fra romanens persongalleri glæder sig over romanens store succes.

Tidligere på ugen kunne man her i avisen læse interviewet med filminstruktøren Pernille Fischer Christensen, der i en ny film om Astrid Lindgrens ungdom skildrer den svenske børnebogsforfatter på en måde, som langtfra er faldet i Astrid Lindgrens datters smag. Hun kan ikke lide fremstillingen af sin mor som et erotisk væsen.

Kort sagt: Kunst er svær. Og man kan ikke være venner med alle.

Her kunne diskussionen slutte, hvis det ikke var for nemt. For måske er det ikke sådan, at kunst altid udgør sit eget argument, således at man blot ved at henvise til, at noget er kunst, kan trumfe alle hensyn, herunder medmenneskelige. Ja, kunst kræver ofre. Men har ofrene ingen rettigheder, inden de bliver udstillet som krænkere, misbrugere og følelseskrøblinge? Bare at nævne dette hensyn kan ses som problematisk, fordi det er ubærligt at tænke på alle de udødelige værker, der ikke var blevet til noget, hvis der var blevet taget smålige hensyn til kunstnerens omgivelser. Desuden ligger ytringsfrihedsargumentet på spring, og hvem ønsker bare i ringeste måde at blive associeret med begrænsninger i det frie ord? For slet ikke at tale om moralismen, som man endnu nødigere vil gøres til talsmand for.

Ikke desto mindre sker det, at det får konkrete, ubehagelige følger for rigtige mennesker, når de bliver råmateriale i en anden persons kunstværk. Forfatteren kan ganske rigtigt komme langt med fiktion, hvorved virkelighedens forlæg fortolkes og forandres så meget, at kun en meget lille kreds, hvis nogen, aner, hvem forfatteren har haft i tankerne med sin incestuøse eller alkoholiserede romanfigur. Men at kalde noget en roman ændrer jo ikke i sig selv genkendeligheden, og hvis en mor, alle kan identificere som forfatterens virkelige mor, hænges ud som følelseskold, må man bare håbe, at det er sandt – altså at moderen vitterligt var følelseskold. Ellers er der tale om justitsmord på bogform.

De mest fintfølende vil hævde, at selv følelseskolde mødre har krav på privatlivets fred. Det konflikter imidlertid med et grundprincip, som ikke bør anfægtes, hverken juridisk eller litterært, nemlig alles ret til deres egen historie. Enhver må og bør fremstille deres egne tildragelser, som de oplevede dem – eller som de kunstnerisk ønsker at fortolke dem. Og, ja, det vil meget ofte have ofre.

Men ingen bør se sig selv som hævet over det almengyldige krav om medmenneskelighed. Heller ikke dygtige kunstnere.