Det har ikke skortet på kritik af Forfatterskolens bestyrelse, siden den i fredags udsendte en pressemeddelelse om, hvordan skolens rektor er blevet opsagt, og man samtidig opretter en midlertidig whistleblower-ordning, som ”kan benyttes af alle med informationer om hændelser eller episoder, hvor Forfatterskolens nuværende eller tidligere ledelse eller ansatte har udvist uacceptabel adfærd eller medvirket til krænkelser eller chikane af anden art.”
Det kan meget vel være en forhastet og forkert beslutning at opsige rektoren, der ifølge de hidtidige skriverier ikke personligt forbindes med konkrete sager om krænkelser, hvilket har fået flere til at kritisere Forfatterskolens ledelse for at reagere på rygter på bekostning af medarbejdernes retssikkerhed.
Men hold da op, hvor er det også en svær situation, skolens bestyrelse sidder i. For en bedre kultur har der i sandhed været brug for, siden den forrige rektor fratrådte netop med afsæt i en sag, hvor han erkendte at have krænket en elev. Så hvad gør man, når man som bestyrelse modtager et brev, underskrevet af 55 forfattere, heriblandt flere af Danmarks største forfatternavne, som på baggrund af sejlivede rygter om en fortsat usund kultur i forholdet mellem lærere og elever venligt opfordrer til, at skolens ledelse undersøger, om der er hold i rygterne?
Dermed er Forfatterskolen blevet et symbol på det etiske dilemma i den globale MeToo-bølge.
For mens MeToo-bevægelsen fuldt berettiget har udfordret og udstillet, hvordan især mænd i ledende positioner har udnyttet deres magt til at krænke, udnytte og manipulere med kvindelige medarbejdere, viser den aktuelle sag også, hvordan denne krænkelseskultur er groet så dybt ind i fundamentet i mange arbejdspladser, at man som ledelse famler efter løsninger og derfor så snublende let kan fejle, når man vil håndtere problemet. Enten reagerer man forhastet og for voldsomt, hvilket resulterer i beskyldninger om heksejagt og medløberi, eller også reagerer man for forsigtigt og for sent, hvilket udlægges som accept og billigelse af de hævdede krænkelser.
At det forholder sig sådan, er formentligt en naturlig følge af, at århundreders vanetænkning og stiltiende accept af forkvaklede arbejdskulturer på rekordtid er blevet skudt i sænk af en ny kultur, som vi endnu ikke har lært at håndtere.
Lettere bliver det ikke, når medierne og hundredvis af debattører på sociale medier gisner om, hvad der reelt er sket, og samtidig kritiserer Forfatterskolens bestyrelse for lukkethed.
Men er der vitterligt tale om krænkelser, vedkommer det dybest set ikke andre end de implicerede, der ikke skal være rekvisitter for medier og Facebook-debattører, der som den moderne udgave af gadespejlet strækker hals for at finde snavs og uterlighed, som man efterfølgende kan udpensle i detaljer og samtidig moralisere over.
Er skolens rektor blevet uretmæssigt afskediget, er det naturligvis stærkt problematisk og skal håndteres efter alle de nødvendige regler. At Forfatterskolens ledelse – efter en særdeles turbulent kamp mod en uacceptabel krænkelseskultur – nu forsøger at komme helt til bunds, kan man dog ikke bebrejde den.
Havde 55 forfattere for bare få år siden sendt samme bekymrede brev til Forfatterskolen, kunne det meget vel være endt i skraldespanden. At det ikke sker i dag, er udtryk for en større anstændighed og respekt for det enkelte menneske.