Forkert at droppe karikaturer

The New York Times afskaffer satiretegninger. Uheldig kurs at sætte

The New York Times har indstillet brugen af satiretegninger. Det har stor symbolsk betydning, at et af verdens toneangivende dagblade træffer en så principiel beslutning, for medier over hele kloden kigger til The New York Times, når de skal vælge retning.

Det er ikke underligt, at afskaffelsen af karikaturtegninger har udløst skarp kritik, for der er noget at kritisere. Selvom avisen i april undskyldte og tilbagetrak en tegning med den begrundelse, at den var antisemitisk, virker det som et overdrevet skridt helt at droppe genren. Det svarer til at afskaffe læserbreve, fordi enkelte læserbreve har givet kontroverser.

Vi lever i en tid, hvor politisk brug af billeder er under hastig forandring. På sociale medier er en ny visuel kultur vokset frem. Den grænseoverskridende satire bliver her ofte perfid og farlig. På Twitter kunne man for nogle måneder siden se mange fiktive collager af en hængt Asia Bibi, da hetzen mod den kristne pakistaner var på sit værste. Tidens store problem, når det gælder politisk billedbrug, er, at Facebook og andre sociale medier reelt ikke har nogen ansvarshavende redaktør til at stoppe produkterne af menneskets dybeste afgrunde og mørkeste sider.

Men selvom man står over for nye udfordringer online, bør svaret ikke være, at de traditionelle medier helt dropper karikaturtegningen. Tværtimod bør de gå forrest og lægge en sund kurs: ikke hænge ofre op i galger og ikke ende i den anden grøft og miste den politiske kant. For den gode satiretegning kan noget, som tekst ikke kan.

Den sydafrikanske tegner Jonathan Shapiro er et godt eksempel på det. Han har udleveret den politiske ledelses fejltrin både under apartheidstyret og under Jacob Zuma, den senere korruptionssigtede præsident i landet. Satiretegningen har i det hele taget bevist sin evne til at stille magten til regnskab.

I debatten om The New York Times’ beslutning er det blevet sagt igen og igen, at den politiske satiretegning blev født med demokratiet. Det er ikke rigtigt. De satiretegninger, som blev spredt af både protestanter og katolikker i 1500-tallet, var i høj grad politiske. Helt tilbage i det gamle Rom kender vi til politisk graffiti, der reelt har fungeret som magtkritik.

Satiriske billeder er ældre end både demokrati og dagblade. Satiretegningen er del af vores civilisations barnesko. Den vil næppe være let at slå ned. USA har som ungt land en kortere historik med politiske karikaturer og en mere krænkelsesberedt tradition. Efter alt at dømme er den europæiske satiretegning dybere rodfæstet.

Og selvom de danske Muhammed-tegninger viste, at billedsatiren også er under pres i Europa, er der ikke meget, der tyder på, at den er ved at blive afskaffet. Det er godt, for som Jonathan Shapiro har sagt til fagbladet Journalisten, kan satiretegninger ”danne forbindelser på en måde, som næsten ingen andre udtryksformer kan”, og ”selv demokratiske myndigheder forstår, at der bliver holdt øje med dem, når de ser en stærk satiretegning”.