I endnu et forsøg på at kontrollere, hvad der foregår i radikaliserede muslimske menigheder, lægger regeringen op til, at alle trossamfund, der ikke prædiker på dansk, efterfølgende skal offentliggøre en dansk oversættelse af prædikenen. Håbet er dermed at få øget kontrol med hadprædikanter, der begår sig på arabisk, men endnu en gang vil det i stedet ramme helt almindelige trossamfund, mens man ikke for alvor gør noget ved problemet.
Kirkeminister Joy Mogensen (S) skal tirsdag i et samråd i Folketinget forklare, hvordan lovgivningen konkret skal skrues sammen. Som tidligere beskrevet i Kristeligt Dagblad bliver der i dag prædiket på mange sprog i migrantmenigheder, og for dem vil det være en uoverkommelig, dyr og besværlig ekstra byrde. Omvendt er mange af de mest radikale moskéer ikke anerkendte trossamfund, men er registreret som eksempelvis kulturforeninger, og derved kan de fortsætte deres hadefulde tale uden kontrol, mens små katolske kirker, der eksempelvis prædiker på tamilsk eller vietnamesisk, bliver udsat for yderligere kontrol og bureaukrati, hvilket der ifølge den katolske biskop ikke er eksempler på i nogen andre lande i verden. Det lugter langt væk af sindelagskontrol, hvilket er langt fra det danske ideal om religionsfrihed. Og dertil rammer det de forkerte.
Har man fulgt den religiøse debat de seneste årtier, vil der være en art deja-vu over regeringens forslag, som den ventes at fremsætte i februar. I 2004 blev der indført skrappe krav til udenlandske forkyndere, der kommer rejsende hertil. Disse krav blev strammet yderligere i 2007, hvor der blev stillet krav om danskprøve og obligatoriske kurser i familieret. Dengang som nu var formålet at ramme yderligtgående imamer, der prædiker had, men disse er ofte herboende indvandrere eller efterkommere og blev derfor ikke ramt af regelsættet. Det gjorde derimod rigtig mange mormoner, nonner og udenlandske frikirkelige forkyndere. Dermed må man sige, at det folkelige navn på rammerne, imamloven, er noget misvisende.
Det ved regeringen alt om, og der er derfor ingen grund til at tro, at det kommende lovforslag om oversættelse af prædikener er andet end vælgerbedrag, der skal signalere, at regeringen har en hård politik rettet mod yderligtgående muslimer. Det er der al mulig grund til at have, men den tomme symbolpolitik er ikke alene uærlig, den er også direkte skadelig for religionsfriheden, når det gælder de mange migrantkirker, der er et vigtigt holdepunkt og i øvrigt bidrager til integrationen af mange nyankomne kristne indvandrere og flygtninge.
Det er ikke noget, der bekymrer den socialdemokratiske regering synderligt. Den er ikke videre optaget af religiøse spørgsmål, medmindre det kan relateres direkte til den løbende udlændingedebat. Det er imidlertid dybt ulykkeligt, at helt almindelige trossamfund igen og igen rammes af tiltag målrettet fundamentalistiske moskéer, og det ville klæde Folketingets partier, hvis de erkendte dette og ærligt fortalte vælgerne, at svaret på de problematiske kældermoskéer ikke er flere indgreb i religionsfriheden.