Prøv avisen
Leder

Forlæng ikke livet for enhver pris

Karin Dahl Hansen er redaktør for Liv & Sjæl. Foto: Paw Gissel

Når døden er uundgåelig, bør patienter få fred til at dø

Nye behandlinger, ny medicin og nye scanninger. Der er altid mere, der kan gøres, og læger må selvsagt aldrig opgive en patient eller tage håbet fra et menneske. Men når døden er uundgåelig, er det lægens pligt at tage den såkaldte svære samtale med patient og pårørende. Nu er yderligere behandling udsigtsløs, og man må indstille sig på afskeden.

Det kan forlænge lidelsen og skabe en unødig dårlig død, hvis lægerne ikke forlænger livet med deres behandling, men primært forlænger dødsprocessen. Det er måske nok lettere for lægen at give endnu en kemobehandling eller aftale en ny konsultation frem for at lægge kortene på bordet og sige, at nu nærmer døden sig. Men ofte sker der det, at døden så kommer bag på såvel patient som pårørende. Den sidste tid, der kunne have været brugt til at forsone sig med dem, man gjorde uret, og sige tak til dem, man skylder tak, i stedet kommer til at handle om næste aftale på hospitalet, næste behandling og et håbløst håb.

Mens debatten om døden de seneste 10 år i Danmark har handlet om mere eller mindre aktiv dødshjælp, hospicer og nye behandlingsformer, har man forsømt at tale om den død, der rammer de fleste: Når man i en høj alder får alvorlig sygdom, yderligere behandling er håbløs, og man snart skal dø - for de flestes vedkommende på sygehuset eller i eget hjem.

Læs mere  

Det er imidlertid et ægte dilemma, for selvom man skal acceptere døden som et vilkår, bør det aldrig være op til andre at vurdere den enkeltes livskvalitet. Denne eller hin handicappede, blinde, ensomme eller gamle har ingen glæde af livet længere, kan man fristes til at sige, men ofte viser det sig, at synet på, hvad der giver mening og menigsfuldhed for den enkelte, ændres i takt med, at man bliver ældre og syg. Det, man som ung syntes var et uværdigt liv, synes nu som et liv, der fortsat giver mening. Jo tættere et menneske er på døden, des mere hænger det ved livet.

Men læger, pårørende og patienter må have modet til at tale sammen om den udsigtsløse behandling, og hvornår denne skal stoppes. Skal man forsøge med hjertemassage og ringe 112, når en gammel og uafvendeligt døende kvinde får hjertestop, eller skal man sætte sig og holde hende i hånden?

Døden betragtes fortsat som et nederlag af såvel patienter som læger. Man taler om at tabe kampen til kræft eller kæmpe til det sidste. Med andre ord har moderne mennesker svært ved at acceptere magtesløsheden og erkende, at noget er umuligt. Men døden er stadig et vilkår for alle, og accepterer man det, kan det give en død med mere nærvær og ro.

kdh