Formidling holder fortiden levende

Vi kommunikerer som aldrig før, men glemmer det vigtigste

Michael Bach Henriksen
Michael Bach Henriksen. Foto: Leif Tuxen.

Digitaliseringen skaber en lang række nye muligheder for formidling af fortiden, som historikere og museumsfolk heldigvis er gode til at gribe. For nok er fortiden aldrig død, den er ikke engang fortid, som den amerikanske forfatter William Faulkner rigtigt sagde, men selv en levende fortid og dens forbindelse med nutiden skal formidles.

Aktuelt lykkes formidlingen af kulturhistorie på fremragende vis på Moesgård Museums store gladiatorudstilling, hvor en digitaliseret udgave af gladiatorkampene i Colosseum spiller fornemt sammen med traditionel og ”gammeldags” montreudstilling af benskinner fra Pompeji og andre af datidens bevarede skatte.

Og tager man til Jelling, vil man på Nationalmuseets udstilling om vikingetiden og Dan-marks kristning se tilsvarende fornemme samspil mellem ”gamle” genstande og ”nye” formidlingsformer, ja, avancerede kikkerter lader fra museets tag endda den besøgende se direkte tilbage til 900-tallet og følge udviklingen af området omkring de berømte gravhøje frem til i dag, som var man der selv.

I dag præsenteres så nyeste eksempel på, hvordan digitaliseringen holder fortiden levende. På Vejle Stadsarkiv skydes et nyt historisk atlas i gang, som alle kan bidrage til. Målet er at samle både gamle landkort over flest mulige lokalområder og lokalbefolkningens beretninger om deres egn. Står man på en given lokalitet et sted, vil man med en app lynhurtigt kunne finde unik information om stedet og få forklaret dets historie.

For initiativtagerne hænger den voksende interesse for lokalhistorie sammen med en længsel efter at vide, hvad man er rundet af. I dagens avis siger Pernille Schou fra Vejle Stadsarkiv således: ”I vor tid er fortiden ikke noget, vi automatisk får med os, men netop derfor har mange moderne mennesker et stort behov for at søge tilbage i historien.”

For ikke så længe siden hed det ellers i den globaliserede, kreative klasse, at mennesket ikke har rødder, men fødder – underforstået, at lokale og nationale tilhørsforhold er irrelevante. Men globalisterne gjorde regning uden fornævnte Faulkner, der som sydstatsindbygger i USA om nogen vidste, at arv, traditioner og rødder ikke lader sig ignorere.

Det er derfor godt, at landets museumsfolk og historikere kommer den store folkelige interesse for fortiden og egnshistorie i møde gennem initiativer som HistoriskAtlas.dk. De ved, at moderne kommunikation er et tveægget sværd: Jo mere vi kommunikerer, jo mere glemmer vi tilsyneladende også; vi overleverer i hvertfald ikke vigtig viden til vore efterkommere. Det råder de 220 lokalhistoriske arkiver, biblioteker og museer, der står bag det nye projekt, bod på, og tak for det. Behovet for fortidsformidling er stort.

mbh