Forskning i muslimske emner har været et varmt emne i Frankrig den seneste tid. Uddannelsesminister Frederique Vidal mener, at der er et særligt ukritisk blik på islam i visse universitetsmiljøer, hvilket i sig selv legitimerer islamisme. Den tidligere universitetsrektor har et nøglebegreb, som på fransk hedder ”islamo-gauchisme”. Det dækker over et venstredrejet syn på islam. Ordet blev brugt allerede i 2002 af sociologen Pierre-André Taguieff og er altså selv et produkt af universitetets tænkning.
Selve udtrykket er uheldigt, fordi det kan forstås sådan, at venstrefløjen står i ledtog med de ekstreme muslimer. Men samtidig er det for let at affeje debatten om islamforskning som et justitsmord. For den diskussion er relevant, kompleks og international. Den findes også i Danmark. Her glimrede særligt den ældre generation af videnskabsfolk i mange år ved at lukke det ene øje for de samfundsmæssige udfordringer, der kunne være i muslimske kulturer, mens den yngre generation har flere islamforskere med kritisk sans.
Enhver med interesse for religion vil have stillet sig selv spørgsmål om, hvorfor der er forskel på universiteternes tilgang til trosretninger. Bibelkritikken har været del af samfundsdebatten i flere hundrede år i Europa. Københavnerskolen, som har været central på Københavns Universitet, er gået meget langt og har stillet spørgsmål ved den historiske virkelighed bag store dele af Bibelen. Og det har man gjort offentligt. Men samtidig er der en vis forsigtighed med offentligt at udsætte Koranen for samme syrebad. Hvad er forklaringen mon på dobbeltheden?
Det spiller en rolle, at kristne er majoritet og muslimer minoritet i europæiske lande. En værdibevægelse bag megen forskning har siden 1970’erne været, at hensynet til mindretal er vokset. Den religionskritiske tænkning har flyttet sig i takt med den udvikling. Og i dag er teologer dagligt kritiske over for kirke og kristendom i den offentlige samtale, mens islamforskere typisk har svært ved at deltage tilsvarende kritisk i debatter om islamiske problemer.
Ramaskriget fra universitetshold over denne type kritik er tit en lille smule naivt. Man søger mod offerrollen. Det sås under debatten om en rapport fra Roskilde Universitet, der opfordrede til mere koranlæsning som svar på social kontrol. Men historisk er der grundigt belæg for, at ideologier har præget universitetet. Det ville være mærkeligt at forestille sig en videnskab, der har med samfund at gøre, uden at være præget af tidens tanker. For 500 år siden skulle videnskab være kristen. For 150 år siden national. Og for 50 år siden prægede marxismen en del samfundsforskning.
Netop universitetsmarxismen kan være en nøgle til at forstå islamforskningen i vor tid. Bevægelsen fascinerede mange intellektuelle, som i dag er skeptiske over for den modebølge, det var. Problemet gik i øvrigt i sig selv igen, da de idealistiske teorier løb ind i virkeligheden. Måske vil vi se det samme med den ferske del af islamforskningen.