Forståelig grønlandsk bekymring

Ægte dialog kræver stor respekt og viden om historien

Biskop Sofie Petersen tager et vigtigt emne op i sin kritik af aktuel dansk ageren i Grønland. Som beskrevet i avisen i fredags oplever hun og mange andre grønlændere holdningen hos udefrakommende kirkelige aktører som problematisk. Ja, undertiden som direkte sårende. Det er, oplever Petersen, som om grønlænderne ikke er ”rigtige” kristne for aktører som KFS og frikirker at se.

Petersen luftede sin kritik på et nyligt bispemøde og uddyber her i avisen: ”Det er snart 300 år siden, Hans Egede kom herop. Vi er kristne og døbte, og det falder nogle af os for brystet, hvis vi betragtes sådan, at evangeliet endnu ikke er kommet til os.” Kommer den hvide mand nu og tromler os igen?, kan en bekymring i Nuuk være.

Petersen er omhyggelig med at belægge sin kritik med en række sproglige forbehold: ”hvis”, ”nogle af os”, ”som om” og ”kan være”. Og det forstår man virkelig godt. De involverede parter befinder sig på et meget ømtåleligt felt på grund af kolonifortiden. Subjektive oplevelser og historisk betinget mistro over for danskerne må man som udefrakommende tage virkelig alvorligt.

Petersen viser os, at der kan være afgrundsdyb forskel på, hvordan to parter oplever virkeligheden. Den ene part ser den hvide mand fra kolonitiden, den anden part ser mulighed for en fredsommelig og inkluderende dialog om tro. Og begge parter kan faktisk godt have ret.

I alle lande med en kolonifortid og i lande, der har været i borgerkrig, kender man problematikken. Ikke, at det er det samme problem alle steder, men den oplevelse, som en oprindelig befolkning har af besøg, kolonisering eller invasion udefra, matcher meget sjældent den version af virkeligheden, som den udefrakommende part mener er den rigtige. Der påhviler den part, der i den historiske belysning har trådt forkert, at udvise meget stor forståelse for virkelighedsopfattelsen hos den forurettede part.

Når det er sagt, hører det også med, at kristendommen i sit væsen er universel og altid er i bevægelse. Hvis ordet aldrig havde fået frit løb iblandt os, men var blevet i udkants-Palæstina, hvor det først blev hørt, var kristendommen døet ud for længst.

Ja, en aktuel forfatter som den britiske historiker Tom Holland går endnu længere, når han i sin store bog ”Dominion”, der blev omtalt i lørdagens avis, slår fast, at nærmest hele den vestlige tænkning og menneskesyn står i gæld til den universalistiske kristendom.

Det er med andre ord set fra en kirkelig vinkel indiskutabelt godt, at Hans Egede tog turen til Grønland for 300 år siden. Men med kristendommens indførelse følger også et særligt blik for de svageste, upåagtede og dem, der er blevet begået overgreb imod. Derfor skal man fra dansk side træde uhyre varsomt på grønlandsk jord. Så skal der nok komme dialog igang.