Påsken er den vigtigste kristne højtid og har sin baggrund i den jødiske påske, pesach. I år falder de kristne kirkers påskefejring sammen indbyrdes, men også med den jødiske, som er mere ritualiseret end den kristne. Det er der en styrke ved.
Fortiden erindres gennem genfortællingen, og denne ældgamle tradition står centralt i den jødiske fejring af påsken.
I påsken indledes det jødiske påskemåltid med, at familiens yngste barn ved bordet siger: ”Hvor er dog denne aften anderledes end alle andre aftener.” Dertil svarer de voksne rundt om bordet: ”Vi var slaver for Farao i Egypten, men Herren, vor Gud, førte os ud derfra med stærk hånd og med udstrakt arm.” Derefter fortsætter middagen med en historisk gennemgang fra Abraham til israelitternes udfrielse fra fangenskabet i Egypten, og dertil spises de forskellige retter, der knytter sig til det rituelle måltid. I den jødiske tradition holdes erindringen i live ved genfortællingen og gentagelsen i påskemåltidets rituelle forløb.
Inden for kristendommen og den kristne kulturkreds gør noget tilsvarende sig gældende, men først og fremmest i kirken. Det er her, genfortællingen og ritualerne har plads. Både i højmessen hver søndag og i gentagelsen af påskens drama fra palmesøndag over skærtorsdag, langfredag og til påskemorgen.
Men selve familiefejringen af påsken er uden samme omfattende og ydre ritualiserede indhold som den jødiske. Ikke mindst i protestantismen er troen privatiseret og uden mange ydre udtryk. Maden spiller en betydelig rolle for formidlingen af også religiøs tradition, og den vil altid være vigtigere for en lovreligion som jødedom end for kristendom.
Lammesteg er grundelementet i det kristne påskemåltid, men de færreste tænker formentlig på lammets flertydige symbolik som offerlam og syndebuk eller lammeblodet på dørstolperne som det, der fik døden til at gå forbi israelitternes huse i Egypten. Ritualerne står umiddelbart svagere i kristendommen end i jødedommen, selvom skærtorsdagens nadver, som fejres ved højmessen hver søndag ”til ihukommelse af mig”, netop er en opfordring til at erindre Jesu liv og påskens kernebegivenheder.
Forleden kunne man i her i avisen læse om en sognepræst, der havde gjort det til sit speciale at genfortælle påskeberetningen for skolebørn. Også 500-året for Reformationen har affødt en stor interesse hos mange for at få mere viden om kirke og kristendom. Det er opmuntrende. I de seneste årtier har den dominerende trosbekendelse været: ”Jeg tror, men på min helt egen måde.” Det er glædeligt, hvis denne tilgang er ved at blive erstattet af en ny besindelse på, at tro aldrig kan stå alene, men at troen bygger på et kendskab til det kristne evangelium, der er overleveret gennem generationer.
Overleveringen begyndte ved graven påskemorgen, hvor kvinderne blev mødt af en engel, der fastslog, at Jesus var opstået fra de døde og havde brudt dødsrigets lænker. Kvinderne fortalte om dette til disciplene, som rejste ud og spredte budskabet til hele middelhavsregionen og østover mod Indien.
Den kristne kirke opstod, evangelierne blev skrevet, og Bibelen samlet. Gennem århundrederne spredte budskabet sig over hele jorden. I en tid, hvor den fælles historiske forankring og bevidsthed er svækket, er det blevet endnu vigtigere, at beretningen om Jesus fra Nazaret, der døde på korset og genopstod påskemorgen, bliver overleveret til den næste generation. Budskabet om Guds søn, der brød gravens mørke, skal fortælles videre til alle tider.
Glædelig påske!