Museer er ideelt set i dialog med det omgivende samfund og påvirkes som alle andre af tidens debat. Det er derfor ikke underligt, at diskussionen om politisk korrekthed også rammer museerne, der i stigende grad mødes med ønsket om at retouchere fortiden, så den passer med nutidens normer.
På Rijksmuseum i Holland, der huser den nationale kunstsamling, har man således i et anfald af overdreven selvjustits sat medarbejdere til at finde udtryk i kunstværkernes titler, der virker krænkende eller fornærmende på et nutidigt publikum - eksempelvis hvis ordet ”neger” indgår i en værktitel. Disse betegnelser skal nu erstattes med moderne udtryk.
Men derved spærrer man vejen til fortiden for et nutidigt publikum, der hindres i at sætte sig ind i normer og tankegang før egen tid. Det er dybest set historieforfalskning, man bedriver i Holland, og man åbner for en endeløs række af retoucheringsmuligheder.
Heldigvis er danske museumsdirektører anderledes historiebevidste. Til Berlingske har museumsdirektør Erlend Høyersten fra kunstmuseet ARoS i Aarhus sagt om tiltaget på Rijksmuseum:
”Jeg synes, at det er en forkert vej at gå. Ved at fjerne de oprindelige udtryk fjerner man jo samtidig den historiske kontekst. Kunsten blev skabt i en bestemt tid, og det er en del af fortællingen.”
Og i dagens avis er direktør for Den Gamle By i Aarhus Thomas Bloch Ravn også klar i mælet: ”At noget fortidigt er helt forkert i vores nutidige optik, betyder ikke, at vi skal feje det ind under gulvtæppet. Det er jo også vigtigt at huske nazisternes gaskamre og Khmer Rouges folkedrab i Cambodja.”
Direktøren har oplevet publikumsønsker fra astmatikere om at fjerne cigaretrøgen fra et legendarisk værtshus, der indgår i udstillingen, og om at holde igen med livagtigheden i levendegørelse af fortidens forhold mellem voksne og børn, hvor sidstnævnte til nutidsforældres store gru bliver irettesat.
Indvendinger som disse kan synes i småtingsafdelingen, men fra USA ved vi, at hvis stærke identitetspolitiske særinteresser samler sig for at få retoucheret fortiden, holder institutionerne ikke altid stand. En fantastisk litteraturklassiker som Mark Twains ”Huckleberry Finn” er blot én af en række bogtitler, hvis sprog af visse i nutiden opfattes som krænkende og derfor bandlyses fra skolepensum.
Det er et trist udtryk for både selvovervurdering og selvhad, at man i den politiske korrektheds navn ofrer den historiske korrekthed. Selvovervurdering, fordi man selv og samtiden tror sig i stand til at overskue alt, og selvhad, fordi man ikke vil stå ved sin egen nationale fortid.
Selvfølgelig var fortiden krænkende - og vidunderlig og anderledes og inspirerende og alt muligt andet - men denne kompleksitet får man da aldrig frem, hvis man maler den rosenrød efter nutidens standarder.