Hver fjerde dansker er i dag over 60 år, og flere end en million har rundet de 65 år, som i øjeblikket er alderen for folkepension. Der er med andre ord tale om en stor og voksende befolkningsgruppe, der alt for ofte skæres over en kam: De ældre. De er syge, de er dyre, de er en byrde.
Sådan lyder det. Men der er brug for, at vi som samfund revurderer synet på de ældre. Der er en verden til forskel på den raske og rørige 67-årige med en god arbejdsmarkedspension og friværdi i huset og så den skrøbelige og ensomme pensionist på 90 år.
Der er behov for at se langt mere nuanceret på ældre, og ligesom man efter Anden Verdenskrig fik teenagerne, er det på tide at indse, at der har indsneget sig en alder mellem voksen og gammel. Man kan kalde det seniortiden. Som det fremgår af dagens avis, er det for mange en tid med frihed og stor aktivitet.
Det er en livsfase, hvor man efter mange år på arbejdsmarkedet kan reflektere over, hvordan man vil bruge sin tid. Hvad har man lyst til, og hvad orker man ikke længere? Og ikke mindst: Hvordan vil man bidrage?
Der er nemlig ingen grund til at anse seniorerne for en byrde. Rigtig mange af dem arbejder. Når arbejdsgiveren signalerer, at man gerne vil beholde de ældste medarbejdere, og interesserer sig for andet, end hvornår afskedsreceptionen skal holdes, så vil de fleste gerne blive ved med at arbejde. Enten på fuld tid, på nedsat tid eller til de går på pension for dernæst at starte egen virksomhed.
Der er stadig plads til forbedringer på arbejdsmarkedet, for en del ældre har svært ved at finde et nyt arbejde, når først de har mistet jobbet. Men det er blevet bedre.
De nye ældre har aldrig været sundere, de er aktive, og de er grundpillerne i det frivillige Danmark. De bidrager i alt fra læseklubber til væresteder, og dertil kommer, at de i mange børnefamilier er de ekstra voksne, der kan træde til med omsorg og ikke mindst tid.
Som det fremgik af Kristeligt Dagblad i går, er der også en voksende interesse for ældres livshistorier. Hvor der længe har været en lidt arrogant holdning til ældres livserfaring som uddateret og uinteressant, kommer der nu flere bøger, der skal hjælpe de ældre med at nedskrive deres erindringer.
Og blandt yngre voksne er der stor interesse for at tale med bedsteforældregenerationen. De er samfundsvidner, der hjælper unge med at forstå samtiden, og dertil kommer, at de i modsætning til forældregenerationen ofte har tid og tålmodighed til at lytte.
Pensionistlivet er ikke én lang ferie med golf og rejser, men en mulighed for at gøre alt det, man ikke har haft tid – eller mod – til tidligere. Det er godt for den enkelte, men også for samfundet, som ikke kan klare sig uden seniorerne. De kan og vil mange ting, og det er til gavn for fællesskabet.