Prøv avisen
Leder

Fra spillefugl til spilledjævel

Af Henrik Hoffmann-Hansen, Politisk redaktør

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

De negative konsekvenser af pengespil er blevet alt for store

1792 kroner taber hver eneste dansker i gennemsnit hvert år på pengespil. Fra vugge til grav. Tallet er et af de mere chokerende om danskernes spillelidenskab, som omtales i dagens avis. Det er chokerende, fordi det dækker over, at nogle mennesker spiller for og taber langt højere beløb, og fordi anslået 125.000 personer er afhængige af at spille, hvis man skal tro en to år gammel rapport fra SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. Især blandt unge vokser spil-afhængigheden hastigt, og det har en række ubehagelige følgevirkninger som ensomhed, tab af hus og hjem, brudte ægteskaber og kriminalitet.

Ifølge Spillemyndigheden har 15.000 personer foreløbig skrevet sig op i det såkaldte Rofus-register, fordi de har erkendt ikke at kunne styre trangen til at spille. Registret forhindrer de registrerede i at spille, både på computeren og ved fysiske spil på casinoer.

Omsætningen hos spilleselskaberne stiger år og for år, og ikke mindst de farligste spil med hensyn til ludomani – online- casinospil som poker og roulette samt væddemål – er i vækst. De mere traditionelle, fredsommelige spil som skrabespil, lotto og tips har derimod næsten stået stille eller er faldet, siden spillemarkedet blev liberaliseret i 2012. Argumentet dengang var, at man ved at liberalisere markedet bedre kunne kontrollere området og sikre sig, at staten og almennyttige organisationer fortsat fik en bid af det stærkt voksende marked. Historisk har en del af overskuddet fra Danske Spil, tidligere Tisptjenesten, nemlig altid været udloddet til gode formål, men med internettets udbredelse forsvandt en stor del af spilleomsætningen ud af landet, fordi man via nettet kunne spille på eksempelvis engelske hjemmesider med pengespil.

Man skal ikke glemme, at der er store økonomiske interesser involveret. Spillefirmaerne tjener milliarder, det samme gør staten, og den almennyttige sektor får en stadig mindre bid af kagen i form af udlodningsmidler. Der er en massiv markedsføring af spil for eksempel på tv ved sportsarrangementer, hvor kommende spillere ofte loves en kontant bonus, hvis de vil gå ind i løvens gab, og det er rent ud sagt kvalmende.

Hvis det er muligt, bør den slags annoncering reguleres, enten nationalt eller endnu bedre internationalt. Når det er sagt, er det stadig besynderligt, at så mange mennesker i et af verdens rigeste lande søger lykken i spil og drømmen om den store milliongevinst, hvor de rent rationelt kan regne sig frem til, at de lige så godt kunne smide penge ud ad vinduet. Men måske afspejler det en længsel efter spænding og mening, som det moderne liv sjældent kan opfylde. De menneskelige omkostninger er dog store, og det er længe siden, at den venlige spillefugl bare sad og lokkede hr. Jensen til at krydse sin ugentlige tipskupon af for nogle få kroner. I dag er det desværre i stedet spilledjævlen, der hopper rundt på tv-skærmen for at opsluge de sarte sjæles tusindlapper.