Det er en ny politisk virkelighed, franskmændene vågner op til i dag. Den franske republiks tektoniske plader er i bevægelse, en marche, fordi vælgerne har villet se nye ansigter og skrevet historie ved at bryde med den blokpolitik, som i årtier har lammet EU’s næststørste land. Da valgstederne lukkede i aftes efter anden runde af parlamentsvalget, tydede alt på, at Emmanuel Macrons politiske novicer i La République en Marche har sikret den nyvalgte præsident et yderst komfortabelt flertal i Nationalforsamlingen.
Dermed er der ingen vej tilbage for den politiske revolution, som den unge bankmand og filosof udråbte for blot 14 måneder siden, da han dannede bevægelsen En Marche. Den tidligere økonomiminister blev dengang anset for at være himmelråbende naiv med sin vision om at gøre op med vanetænkningen og højre-venstre-opdelingen i fransk politik. Men de vælgere, der mødte op på valgstederne i går, har kvitteret ved at stemme for en fornyelse og forandring, som den splittede Grande Nation i høj grad har brug for.
For første gang i Den Femte Republiks historie bliver Frankrig nu regeret af et midterflertal. De borgerlige Republikanere og Socialisterne, som i seks årtier skiftevis har lagt beslag på magten og dens goder, er efter alt at dømme blevet reduceret til noget nær statister i det nyvalgte parlament.
Man kan have sin skepsis over for dette politiske eksperiment, som her til lands ville svare til, at Alternativet pludselig fik absolut flertal i Folketinget. Omkring halvdelen af de nyvalgte parlamentsmedlemmer har aldrig beklædt et politisk embede før, og det vil være bekymrende for demokratiet, hvis de lader sig reducere til villigt stemmekvæg for en præsident, som selv skal passe på med ikke at blive magtfuldkommen.
Til gengæld har de nyslåede politikere et energisk gåpåmod, som Frankrig utvivlsomt trænger til med sine over seks millioner arbejdsløse og en stigende ulighed, de store traumer efter de seneste års terrorangreb samt et kolossalt, rigidt bureaukrati. ”Hvis man er utilfreds, må man selv gøre noget,” som en læge, der gik videre til gårsdagens anden valgrunde, sagde her i avisen for nylig. Den chance får Macron og hans folk nu.
I en tid med tiltagende polarisering, højre-populisme og politikerlede er det en agtværdig bedrift, at en ung, proeuropæisk idealist har fået mandat til sin ambitiøse dagsorden om at totalforvandle det franske samfund med gennemgribende arbejdsmarkeds-, skatte-, social- og uddannelsesreformer.
Emmanuel Macron og hans regering gør dog klogt i at fare frem med lempe. Visionære idéer og karisma alene er næppe nok til at få brudt den særlige franske tradition med at gå på gaden for at blokere for reformer. Præsidenten selv skriver gentagne gange i sin bog ”Revolution”, at franskmændene er klar til forandringer, hvis blot de bliver inddraget og får forklaret dem. Og det er prisværdigt, at han allerede har aftalt 50 møder med arbejdsmarkedets parter for at overbevise dem om sine planer for et langt mere fleksibelt arbejdsmarked.
Men rigtig mange vælgere blev hjemme på sofaen ved forårets og sommerens franske valg. Dem skal Macron også huske at inddrage i sine storslåede visioner. Det nye statsoverhoved er en ukuelig optimist, der har lovet at give den franske revolutions idealer om frihed, lighed og broderskab en nødvendig vitaminindsprøjtning. Nu skal han bevise, at han kan stå distancen og virkelig er den dynamiske præsident, han iscenesætter sig selv som. Både for Frankrigs og Europas skyld.