Intet er, som det plejer i fransk politik efter søndagens indledende runde i præsidentvalget, hvor kun hver fjerde vælger satte kryds ved et af de to partier, der plejer at have præsidentposten – Republikanerne og Socialistpartiet.
Dermed ligner valget i Frankrig det, som vi har set den seneste tid i flere andre lande, herunder Danmark, hvor vælgerne vender de etablerede partier eller kandidater ryggen i søgen efter noget nyt.
Men det er ikke nødvendigvis dårligt. For de etablerede partier har tydeligvis ikke lyttet til vælgernes bekymringer, når Macron, hvis politiske bevægelse En Marche bare er et år gammel, kunne få flest stemmer i første runde. Han bliver dermed republikkens præsident de næste fem år, hvis vælgerne den 7. maj siger ja til at gå med ham på hans nye vej.
I Bruxelles blev der formentlig draget et lettelsens suk ved udsigten til, at det er en pro-europæer, der i første runde fik flest stemmer, men der er ingen grund til at læne sig tilbage i selvtilstrækkelighed. For faktum er, at mange stemte på endog meget EU-kritiske partier som Le Pens Front National og venstrefløjskandidaten Mélenchon. Det yderste venstre og det yderste højre fik tilsammen 40 procent af stemmerne. Med andre ord er billedet mudret. Præcis som det jo ofte er i et demokrati.
Det franske valg kan læses, næsten som man vil. Knap halvdelen af vælgerne har stemt på yderst reformvenlige kandidater (Macron og Fillon), og næsten halvdelen af vælgerne har stemt på EU- og globaliseringsskeptikere (Le Pen og Mélenchon). Dertil kommer, at Macrons valgresultat ikke er mere overbevisende, end at det ikke havde været stort nok til at bringe ham i anden runde ved de seneste to valg. Med andre ord har vælgerne drysset stemmer ud på ganske mange og forskellige kandidater.
Men Macron har signaleret, at han vil reformere den offentlige sektor, der skal slankes betragteligt, sætte arbejdstiden op og ændre pensionssystemet. Desuden skal det blive nemmere at hyre og fyre medarbejdere, hvilket sandsynligvis vil gøre det nemmere for unge at få et arbejde – et af Frankrigs store problemer er den massive ungdomsarbejdsløshed.
Både det mudrede billede og de varslede reformer er velkendt i en dansk sammenhæng, men franskmændene er kendt for deres modvilje mod forandringer.
Det er med andre ord ikke en nem opgave, der venter Frankrigs kommende præsident, men bliver det Macron, er der måske gode muligheder. Fransk politik har traditionelt været polariseret, men den unge kandidat har sagt, at han hverken er til højre eller til venstre. Han kalder sig progressist. Hvad det i praksis betyder, må tiden vise, men det er afgørende, at der sikres et bredt samarbejde hen over midten, og at der lyttes alvorligt til det store mindretal, der er bekymret for fremtiden. Gør man ikke det, radikaliserer man store dele af vælgerne, og så kan det meget vel være Le Pen, der går af med sejren – hvis ikke nu, så næste gang.