Da den danske musikgruppe Michael Learns to Rock i søndags gav koncert i Myanmars (Burmas) største by, Yangon, var det opsigtsvækkende af to grunde. Den ene var, at det danske band har en kæmpe fanskare i samtlige andre sydøstasiatiske lande, hvorfor en koncert i Myanmar på sin vis er et markant tegn på, at det før så lukkede land er på vej mod en normalisering på disse kanter. Den anden var, at koncerten var en af de allerførste af slagsen fra et vestligt bands side, hvorfor det var endnu et kapitel i landets rolige og stadig meget gradvise åbning mod omverdenen. Læg dertil, at fire private dagblade i går ramte kioskerne, hvormed statens næsten 50 år gamle monopol på de daglige nyheder blev brudt.
Informationsministeriet har tillige meddelt, at også aviser på engelsk vil blive tilladt om et år. Med andre ord sker der faktisk konkrete forandringer i landet, meget symbolsk med ikrafttræden i forbindelse med ét-årsdagen i går for oppositionslederen Aung San Suu Kyis valg til parlamentet den 1. april sidste år.
At landets ledelse, som stadig stort set er lig med militæret, synes at levere visse af de demokratiske løfter, der blev afgivet for snart to år siden, er dog ikke ensbetydende med, at det bliver en kort overgangsperiode fra totalitært juntastyre til et repræsentativt demokrati. Tværtimod understregede militæret under en ceremoni i hovedstaden Naypyidaw i onsdags, at militæret ville fastholde sin ledende politiske rolle.
LÆS OGSÅ: Suu Kyi ønsker russisk punkband løsladt
Interessant er det imidlertid, at Aung San Suu Kyi sad på forreste række ved selvsamme ceremoni, flankeret af sine tidligere fangevogtere, der havde holdt hende i husarrest i 15 år. Aung San Suu Kyi har i de senere måneder gjort meget ud af at rose militæret for dets reformkurs og for dets rolle i at gribe ind i forbindelse med uroligheder mellem religiøse eller etniske grupperinger i det store land. At Aung San Suu Kyi ved ceremonien sad til højbords, var et første tegn på, at militæret gengældte venligheden og anerkender hendes rolle i tilnærmelserne mellem militæret og den civile befolkning.
Aung San Suu Kyi er tilsyneladende lykkedes med at overbevise militærets ledelse om, at hun ikke er deres fjende. Resultatet er, at der fortsat indgydes håb hos befolkningen om, at landet vitterligt er på ret kurs mod en ny æra. Hun spiller dog til en vis grad højt spil i forhold til mange af sine tilhængere, som jo fortrinsvis er almindelige mennesker uden høje tanker om det undertrykkende militær.
Imidlertid må man også sige, at det er den eneste realistiske vej frem. Kun på den måde kan forandringerne i landet ske fredeligt og forfatningen i ændres afgørende demokratisk grad. De seneste uges begivenheder indikerer i hvert fald, at håbet lever endnu.