Så vigtig og god som den danske friskoletradition er, bør muligheden for at oprette frie skoler med et idébetonet grundlag og offentlig støtte naturligvis aldrig blive alibi for at skabe omvendte ghettoer. At velaflagte forældre bare trækker deres børn ud af folkeskolen og placerer dem i mindre enheder, hvor de skånes for det opbud af indvandrerbørn, børn med særlige behov og andre såkaldt ressourcesvage, som lokalsamfundet rummer.
Derfor gør selv friskole-fundamentalister klogt i lige at overveje den nye regerings plan om at indføre et såkaldt socialt taxameter for skolerne. Et sådant vil differentiere tilskuddet til de enkelte friskoler efter, hvor mange svage elever de hver især formår at finde plads til blandt den majoritet af børnene, der ikke af sociale, intellektuelle eller kulturelle årsager er bagude allerede ved skolestart.
Friskolerne løser i forvejen talrige opgaver landet over. Den vigtigste er at sikre, at der findes skoletilbud til børn, hvis forældre ønsker indflydelse på undervisningen og dens værdimæssige grundlag. Det er der stadig flere forældre, der ønsker. Og forestillingen om, at friskoleelever stort set udelukkende rekrutteres fra ressourcestærke hjem, er helt enkelt forkert. Ligeså at de alle skulle tilhøre et fagligt A-hold. Tre procent af eleverne i de skoler, der hører under Foreningen af Kristne Friskoler, er således specialundervisningselever. Heller ikke når det gælder andelen af elever af anden etnisk herkomst end dansk, har friskolerne noget at være flove over i forhold til folkeskolen: Andelen er ifølge friskolerne selv henholdsvis 10 og 11 procent.
Ikke desto mindre er fri- og privatskoler enkelte steder, primært i byerne, ramme om nogle skævvridningsproblemer. Når en hel elevgruppes sociale baggrund stort set uden undtagelser befinder sig i den højere middelklasse, kan det være en rimelig hypotese, at søgningen til den pågældende skole ikke alene lader sig forklare med en voldsom opbakning til dens særlige værdigrundlag. Ambitionen om at sikre sine børn en særlig god uddannelse er selvsagt aldeles rimelig. Det er bare ikke tanken med friskolerne at sikre velstandsenklaver, hvor børn så at sige afsondres fra jævnaldrende, der har mindre heldige forudsætninger.
Det har formanden for Dansk Friskole-forening da også forståelse for, fremgik det af gårsdagens avis. Hans og andre friskoleforeningers medlemmer ser nemlig ud til at være sluppet for et meget værre påhit fra rød blok: en generel nedsættelse af koblingsprocenten, altså den del af friskolernes finansiering, der kommer fra staten. Det sociale taxameter er i den sammenligning en lempelig og – netop – differentieret løsning.
Skolerne bør dog holde et særdeles vågent øje med, hvordan taxameter-ordningen udmøntes. Grænsen må helt oplagt gå der, hvor kravene kolliderer med en skoles muligheder for at efterleve det, der er dens anerkendte værdimæssige grundlag. Og i praksis er det at ”tage socialt ansvar” ofte en yderst plastisk størrelse.
Skal hensyn til tosprogede børn veje tungere end pladser til børn med adhd og dysleksi? Viser muslimske friskoler et særligt højt socialt ansvar med tilhørende ekstra-tilskud, fordi de har særligt mange tosprogede elever? Eller gør de bare det, en muslimsk friskole skal: optage børn fra muslimske hjem? Hvis et barn udløser sociale taxameter-penge, fordi far er arbejdsløs, forsvinder tilskuddet og dermed elevpladsen så, hvis far får et arbejde?
Friskolerne har ikke noget stort problem med samfundsansvar. Derfor bør de nye krav til dem være tilsvarende lempelige.