Prøv avisen

Frihed til at tro og tale

Husk religionsfriheden. Lad os ikke ende som Kina

Danske politikere og danske pressefolk har i de senere år været umådeligt optagede af ytringsfrihed. Fra den store krise om Muhammed-tegningerne til de mindre, men i helt aktuelle hjemlige fejder om en jægersoldats bog og en morddømts skriverier er det retten til at kunne tale og trykke frit, som debatten er gennemsyret af og hele tiden peger hen mod. I medie- og opmærksomhedssamfundet er det nærmest blevet en værdi i sig selv at få synspunkter og provokationer "ud over rampen" eller "ind på scenen". Men den store og vigtige, principielle kamp for ytringsfriheden og den sideløbende, stemningsprægede jagt på berømmelse og opmærksomhed finder desværre alt for ofte sted på bekostning af det nødvendige forsvar for religionsfriheden. Ytringsfriheden er historisk set affødt af religionsfriheden. Det er værd at notere sig. I mange samfund er religionsfriheden tilmed forudsætningen for, at ytringsfriheden overhovedet giver nogen mening i praksis. Men det er sjældent, at danske politikere og dansk presse for alvor bruger tid og kræfter på at få denne pointe frem.

Organisationer, der arbejder med menneskerettigheder, eksempelvis Amnesty International, har i årevis gjort opmærksom på urimelige overgreb på politiske dissidenter, skandaløs diskrimination som følge af racisme eller uhyrlige angreb på journalister. Alt sammen dybt nødvendigt at få frem. Men typisk har især kristne organisationer såsom Open Doors (Åbne Døre), der arbejder mod forfølgelser af troende minoritetsgrupper i Asien, Afrika og Mellemøsten, langt sværere ved at trænge igennem til den store offentlighed. Senest har flere kirkelige organisationer rapporteret om, at kinesiske myndigheder brutalt har jævnet en kirke med jorden. Men også fra Pakistan og Sudan har den seneste uge budt på adskillige meldinger om urimelige overgreb på og mystiske dødsfald blandt kristne. Var der tale om politiske aktivister med støtte i den vesteuropæiske kulturelite eller journalister på job, havde der formentlig lydt et ramaskrig. I stedet bringes der nu i de fleste medier nogle smånotitser, og så er sagerne ellers glemt. Den manglende balance i forholdet mellem ytringsfrihedens fortalere og religionsfrihedens hjemlige støtter er slående.

I Danmark såvel som i udlandet må og skal retten til at tale og retten til at tro gå hånd i hånd. Det er grundlæggende frihedsrettigheder, som vi må og skal værne om i pressen og i det politiske liv. For ender vi med alene at dyrke det talte ord, mens udøvelsen af religiøsitet overses, så mister vi forståelsen for friheden som sådan. Ja, vi ender som det kinesiske regime, der nok kan skrive i forfatningen, at landet har religionsfrihed, men i praksis ikke aner, hvad det vil sige. Det må aldrig ske. mth