Frygt i en folkevandringstid

Det er en kunst at holde hjertet varmt og hovedet koldt

Erik Bjerager,chefredaktør og administrerende direktør pŒ Kristeligt Dagblad.
Erik Bjerager,chefredaktør og administrerende direktør pŒ Kristeligt Dagblad. Foto: Leif Tuxen.

”Frygt ikke, kære folkevalgte,” sagde biskop Marianne Christiansen som indledning til sin prædiken i Christiansborg Slotskirke i tirsdags forud for Folketingets åbning. Det var velvalgte ord til de fremmødte politikere og almindelige kirkegængere. Mange menneskers liv og mange politiske beslutninger er præget af en ødelæggende frygt, og den kristne forkyndelse er i høj grad centreret om det at adressere menneskelig frygt og modløshed og erstatte den med evangeliets tillidsfulde tro på livet.

Biskoppen stillede også det retoriske spørgsmål: ”Hvordan skal vi kunne rumme fremmede og flygtninge i vores land, når vi nu er bange for dem...”. Det var ikke at blande religion og politik, som det kritisk er blevet sagt om biskoppens prædiken, men en understregning af, at det kristne budskab også er en bestandig påmindelse om at holde hjertet varmt.

Folk, der ikke var til stede i slotskirken i tirsdags, kunne imidlertid ikke se den virkelighed, som biskoppen - måske uden at være opmærksom på det - prædikede ind i.

For første gang i åbningsgudstjenestens mere end 150 år lange historie var alle deltagere blevet kropsvisiteret af politiet ved indgangen. En række menige politikere og ministre ankom omgivet af Pet-agenter, og politi patruljerede kirken både udenfor og indenfor. Sikkerhedsopbuddet var massivt. Folketingets formand og flere ministre og politikere er truet på livet og må leve med konstant beskyttelse.

De har al mulig grund til at frygte.

Det har samfundet som helhed også. Med en del af indvandringen følger også en volds- og trusselskultur. Det er ikke kristne flygtninge fra Mellemøsten eller fredelige muslimer, der truer de danske politikere og andre meningsdannere herhjemme. Det er islamister, der ikke accepterer kulturen i det danske samfund, som de er kommet til.

Det vil altid være kirkens opgave at prædike ”frygt ikke”, men det må aldrig blive politikernes opgave at lukke øjnene for det, der truer samfundet. På en og samme tid giver det derfor god mening, at danskere udviser varme og imødekommenhed over for de fremmede, for den syriske flygtning er også vores næste, samtidig med at politikerne arbejder for at finde løsninger, der kan dæmme op for den strøm af flygtninge og migranter, som vil ødelægge de europæiske samfund, hvis den ikke bliver begrænset.

Et lille land som Danmark vil kunne tåle stor indvandring af mennesker med de samme værdier og normer, der hersker her, men kun begrænset indvandring af mennesker, der ikke deler de grundlæggende samfundsværdier.

Den kristne og måske særligt lutherske skelnen mellem religion og politik, som biskoppen også omtalte i sin prædiken, er ikke en del af islam. Islamister accepterer ikke det sekulære samfund, der dybest set er en følge af denne skelnen i kristendommen mellem det verdslige og det åndelige, og derfor lever danske politikere med dødstrusler over deres hoveder.

Det er en udfordring at finde den rigtige balance og holde hjertet varmt og hovedet koldt i denne tid. En lille forsmag på udviklingen kommer fra Vesthimmerlands Kommune, hvor man nu overvejer at lukke et ældrecenter og tre mindre skoler for at få råd til de mange migranter. Det vil lokalbefolkningen nok have svært ved at forstå.

Statistisk set ved vi, at kun hver fjerde flygtning, der er kommet til Danmark i de seneste 10 år, er kommet i arbejde. Hvis den statistik holder, betyder det, at tre ud af fire flygtninge ender på offentlig bistand, og det har samfundet svært ved at bære.

Der er grund til at prædike ”Frygt ikke” i kirken, samtidig med at der uden for kirkerummet skal ses - om ikke med frygt - så dog nøgternt og realistisk på fremtiden.