Fusionsmission

»GÅ UD i alverden og opret missionsselskaber!« Næ, det var ikke lige sådan, Jesus formulerede befalingen til sine disciple, men man kunne godt få tanken, når man i dag ser på det kirkelige landskab. Alene i Danmark har vi 30 forskellige kristne missionsselskaber. Alle gør de utvivlsomt et ihærdigt stykke arbejde for at nå ud med evangeliet til nær og fjern. Og alle kæmper de en indædt kamp for at få penge og mandskab til at udføre arbejdet. Midt i den kamp har to af landets største og ældste selskaber, Dansk Santalmission og Det Danske Missionsselskab, DMS, besluttet at slå sig sammen. Ideen er ikke ny, den har haft mere end 10 år til at modne i. I den periode er gennemsnitsalderen i de to foreninger steget støt, mens gavebidragene er blevet færre. Til erstatning har selskaberne så skaffet sig nye indtægter fra genbrugsforretninger og offentlige tilskud. Men der skal formentlig andet og mere til. På længere sigt overlever en organisation nu engang kun i det omfang, der er mennesker, som brænder for dens sag. Missionsselskabernes sag er hverken genbrug eller socialt fællesskab, men kristen mission. Lykkes det at få nye generationer til at se behovet herfor, skal missionsselskaberne også nok klare sig. Lykkes det ikke, hjælper fusioner eller andre krumspring ikke. Desværre tyder noget på, at nogle organisationer har glemt det primære mål for organisatoriske og økonomiske bekymringer. Når Dansk Santalmission og DMS slår sig sammen nu, skyldes det mere, at de begge og især Dansk Santalmission er presset i bund rent økonomisk end en dyb overbevisning om, at en fusion tjener deres sag bedst. Hvis det sidste var tilfældet, kunne organisationerne allerede være slået sammen. Rent forretningsmæssigt kan der være sund fornuft i at lægge missionsselskaber sammen, hvis de ellers har samme teologiske fundament. Det er ikke ligefrem rationelt med 30 forskellige missionsselskaber, der skal have hver sin generalsekretær, hver sin husleje og hver sit medlemsblad. Men forretning er ikke alt. Fusioner er ikke noget universalmiddel mod krisen i dansk mission. Store organisationer er direkte imod det moderne menneskes hang til lokalt engagement, der helst ikke må være bundet op på et formelt foreningsliv. Den tendens er næsten lige så stor en udfordring for missionsselskaberne som afkristningen. Der findes trods alt stadig unge mennesker, som rejser ud for at drive mission, og en del yder også betragtelige beløb til mission. Men ofte sendes missionærerne ud af små selskaber eller af enkelte menigheder. Den udfordring må de store, gamle selskaber tage op, hvis de vil undgå, at fusioner blot bliver et skridt på vejen mod den definitive lukning. hhh