Hvis man ikke kan blive andet, kan man blive sosu-hjælper, for enhver kan jo passe gamle på plejehjem eller klare et job i hjemmeplejen.
Denne kedelige og meget forkerte holdning har desværre bredt sig i samfundet. Hvor det for bare få årtier siden var et velanset erhverv for primært kvinder at tage sig af de ældste borgere, er det i dag absolut lavstatus. Arbejdet på plejehjem har ingen prestige, sygefraværet blandt personalet er højt, og arbejdsmiljøet ringe.
LÆS OGSÅ: Fagfolk: Kommuner svigter deres ansvar på plejehjemmene
Det viser den artikelserie om plejehjem, som i de seneste uger har været bragt i Kristeligt Dagblad. Plejesektoren er kommet ind i en ond spiral, hvor de pårørende er på stikkerne, de ældre ser plejehjemmet som sidste udvej, og personalet desværre ofte ligeså. Men intet kunne være mere forkert. Det kræver stor menneskeklogskab og empati at tage sig af vores allermest svage og udsatte borgere, og derfor er der brug for en holdningsændring. Hos såvel personale som pårørende og i samfundet.
Det er vigtigt at indse, at de mennesker, der i dag bor på plejehjem, er de mest skrøbelige i vores samfund. De ældre ser plejehjemmet som en bolig, der først er aktuel, når man ikke længere kan klare sig selv derhjemme enten fordi det kniber med fysikken, eller man er blevet ramt af demens. For disse ældre er det som beskrevet i artiklerne forbundet med tryghed at flytte på plejehjem, hvor der er personale omkring dem døgnet rundt. Denne tillid, som de svage ældre viser plejehjemmet, bør personale og pårørende se som en fælles opgave at honorere og leve op til. Det kan ikke nytte, at man som pårørende møder op og ser sig selv som kunde i velfærdsbutikken med en liste fuld af krav. Omvendt er det uholdbart, at personalet slår de pårørendes krav og spørgsmål hen med en forklaring om, at de er vanskelige brokkehoveder, som man i videst muligt omfang skal styre uden om. De pårørende er bekymrede familiemedlemmer, som vil deres gamle forældre eller bedsteforældre det bedste, ligesom personalet gerne vil udføre et godt arbejde. Derfor har de en fælles opgave og et fælles mål.
Når personale og pårørende sammen skal løfte opgaven og gøre den sidste tid værdig for de gamle, er det værd at holde sig for øje, at de fleste plejehjem fungerer fint. Meget få ældre klager, og de fleste steder lykkes det at tale sig til rette, før tingene kører skævt. Det kan man indimellem glemme, når navnlig de elektroniske medier bringer sensationelle skandaler. Én dårlig sag er naturligvis én for mange, men der skal fokus på de gode eksempler og de dedikerede medarbejdere, hvis den onde cirkel skal brydes. På den måde kan det igen blive et velanset erhverv at arbejde i ældresektoren. Og så skal de pårørende naturligvis huske på, at varme, men professionelle hænder ikke kan erstatte de nære relationer i familien.