Folkekirken, folkeskolen og fodboldlandsholdet. I en stadig mere individualiseret verden er det vel de få steder, hvor danskerne har et fællesskab, der ikke tager afsæt i indkomst, politisk observans eller uddannelse.
Spørgsmålet er dog, om landsholdets rolle som samlingspunkt, fra Sophus ”Krølben” til Christian Eriksen, er udspillet. Landsholdsspillerne gør i hvert fald deres for at skabe afstand til landets mange fodboldfans, når de i den aktuelle strid mellem Dansk Boldspil-Union og Spillerforening-en signalerer, at det for dem mere handler om penge og lukrative sponsoraftaler end om æren.
Nu er konflikten gået i en så voldsom hårdknude, at Danmark i aftenens kamp mod Slovakiet stiller med et hasteindkaldt hold af amatører fra de lavere divisioner. Det skal disse spillere have tak for, trods påstande om skruebrækkeri, for landsholdet er ikke en arbejdsplads, men en drøm, som tusinder af små fodboldpiger og -drenge lever sig ind i, når de træner på banerne i Hjørring, Nakskov og Gudhjem.
Nu virker det, som om landsholdsspillerne har glemt, hvordan deres egen drøm – og millionhyre – kun er blevet en realitet takket være de mange frivillige, der ganske gratis selv stillede op og hjalp med kørsel, træning og trøjevask, da Christian Eriksen og co. selv var små knægte.