Gå efter manden, ikke bolden

Fodboldbøller skal stilles til ansvar for afstumpet opførsel

Et af forsvarets fly kredser over byen, så man kan få det bedste overblik over de rivaliserende grupper. Få timer senere bryder det løs – som så mange gange før. Store sten og tåregas kastes mod politiet, og vejene spærres af brændende affaldsspande. Da det hele er slut, er syv af ballademagerne anholdt, mens 70 betjente er blevet udsat for vold – fem af dem i så alvorlig grad, at det kræver behandling.

Nej, der er ikke tale om uro i Mellemøsten eller voldelige demonstrationer ved det amerikanske midtvejsvalg. Der er såmænd bare tale om en søndag eftermiddag i Danmark, centreret omkring en fodboldkamp mellem Brøndby og FC København. Om en afstumpet fodboldkultur, hvor simple bøller udviser en skræmmende mangel på empati, når de i en forskruet opfattelse af ære føler, at de skal repræsentere deres fodboldklub gennem vold og hærværk. Til fysisk og psykisk skade for andre, ikke mindst de udsendte betjente, og til økonomisk skade for skatteborgerne, der skal betale for politiets arbejdstimer, for oprydning og for behandling af de skadede – for slet ikke at tale om, hvad det koster at sende et af forsvarets fly i luften.

At en fodboldkamp anno 2018 skal pakkes ind i militært isenkram og mandsopdækkes af snesevis af betjente, er absurd og utilstedeligt. Og åbenbart uhyre svært at komme til livs, eftersom både politikere, fodboldklubber og politiet i årtier har forsøgt med alt fra bøder til karantæne, men forgæves.

Et ofte hørt forslag lyder, at fodboldklubberne bør betale regningen, når deres fans ikke kan opføre sig ordentligt. Det lyder tillokkende, men problemet er bare, at balladen ofte foregår uden for stadion – og ofte er forårsaget af personer, som klubberne allerede har givet karantæne.

Samtidig er det principielt problematisk, hvis man på den måde ”privatiserer” bestemte politiindsatser. Skal restaurationsejere så også betale for de problemer, som berusede kunder måtte forårsage i nattelivet? Og hvad med den massive politibeskyttelse, som den jødiske synagoge i København er nødt til at leve med siden drabet på vagtmanden Dan Uzan i 2015? Ingen kan med rimelighed mene, at det jødiske samfund – udover utrygheden – også skal bøde for terrortruslen ved at modtage en regning fra politiet.

Mere logik er der i det lovforslag, som blev behandlet i Folketinget i går.

Her lægger justitsminister Søren Pape Poulsen (K) op til at fordoble fodboldbøllers karantæne fra to til fire år, med løbende mulighed for forlængelse. Og man kan så ganske rimeligt undersøge – som foreslået i Kristeligt Dagblad i dag af Venstre og Dansk Folkeparti – om man ikke kan gøre bøllerne økonomisk ansvarlige for de udgifter, deres opførsel medfører. For man kan jo netop spørge sig selv, om ikke den uacceptable fodboldvold får lov at fortsætte, fordi de ansvarlige ikke stilles til ansvar. Og selvom der kan være politimæssige begrundelser for det, kan man da også undre sig over, at søndagens ballade kun resulterede i syv anholdte, når man på tv-billeder kan se dusinvis af unge mænd, der truer og ødelægger alt på deres vej. Hvis en almindelig borger udviste samme opførsel på gågaden i Vejle, vil de fleste nok mene, at politiet med rimelighed kan anholde ham. Hvorfor ikke gøre det samme med hver og en, der deltog i søndagens uroligheder? Det skal vel ikke være en formildende omstændighed, at man er en del af flok, eller at det foregår i forbindelse med en fodboldkamp?

Kort sagt: Skal fodboldbøllerne stoppes, skal man gå efter manden, ikke bolden.