Natten til søndag blev der holdt et utraditionelt og ulykkeligt møde i Islamisk Trossamfunds moské i København. Deltager-ne på mødet var en imam, en gruppe lokale fædre og repræsentanter for de to kriminelle grupperinger, der i flere måneder har hærget især Nørrebro med skyderier, der indtil videre har kostet tre mennesker livet. Da deltagerne forlod moskéen, havde de givet hinanden håndslag på det, der i medierne blev præsenteret som fire ugers våbenhvile.
Man kan næsten ikke forestille sig en mere tydelig og trist illustration af et parallelsamfund. En gruppe fædre og en lokal moské har så tætte kontakter til hovedpersonerne i en dødelig bandekrig, at de kan indkalde dem til et møde, hvor de med den autoritet, islam åbenbart har i disse kredse, kan aftale en våbenhvile. Men har man en viden om, hvem der gør gaderne utrygge og dræber andre mennesker, går man da til politiet, ikke til imamen.
Konsekvenserne af aftalen er på alle måder beklagelige.
Nu har den lokale moské og fædregruppen til dels gjort sig selv medansvarlige for konfliktens videre forløb, for hvad vil de gøre, når de fire ugers våbenhvile udløber – eller eventuelt ikke holder, hvilket bestemt ikke er urealistisk? Og hvilket signal sender fædregruppen og moskéen ikke til de Nørrebro-borgere, der jævnligt har efterspurgt mere politi og øget støtte fra social- og gadearbejdere? Sidst, men ikke mindst er aftalen med til at fastholde Nørrebros mest udsatte børn og unge i et parallelsamfund, hvor de ikke lærer at se myndighederne, herunder politiet og retssystemet, som en støtte og sikkerhed, men som en modpol til deres lokalmiljø, deres religion og deres omgangskreds.
Man kan til nød forsvare aftalen som et desperat forsøg på at skabe en lille pause i skyderierne, der angiveligt handler om de to banders krig om narkomarkedet i København. Men selv de bedste intentioner kan ikke forsvare, at en relativt stor gruppe af borgere, nemlig fædrene og moskéens repræsentanter, hæver sig over lov og ret ved ikke at gå til myndighederne, når de åbenlyst ved, hvem der styrer bandekrigen.
Ønsker vi et helt samfund, hvor borgere på tværs af religiøse, etniske og kulturelle skel kan leve sammen, skal vi ikke acceptere, at så alvorlige problemer som en bandekrig med flere dræbte forsøges løst i en kulturel og religiøs boble af bandemedlemmer, moské-repræsentanter og fædre.
Derfor kan man også undre sig over, at en ledende politiker som Københavns overborgmester Frank Jensen (S), der for øvrigt selv har været justitsminister og dermed politiets øverste chef, på Facebook har rost moské-aftalen som ”weekendens bedste nyhed”. Det signalerer nærmere en borgmester, der er klar til at lade en stor gruppe borgere sejle deres egen sø. Det kan man kun beklage. I Danmark bør straffeloven til enhver tid veje tungere end tuskhandel med kriminelle. Også på Nørrebro.