SÅ ER gaveboden åbnet. Finansminister Mogens Lykketoft (S) har præsenteret regeringens udspil til en finanslov for 2001. Det er helt som forventet et »bogholderbudget« uden store besparelser eller nye visioner. I de kommende forhandlinger vil alle Folketingets partier byde sig til med nye kostbare forslag til forbedring af velfærdsstaten. Regeringen kan frit vælge samarbejdspartnere fra sag til sag, og det vil efter alt at dømme ende med en række forlig med CD og SF som hovedaktører. Når røgen har lagt sig i begyndelsen af november, vil regeringen stå med et kludetæppe, der koster en del mere end sidste års temmelig dyre finanslov. (Medmindre det bliver et nej til euroen, men det er en helt anden sag). Mogens Lykketoft vil hævde, at det er fuldt forsvarligt. Han har en »skjult reserve« på adskillige milliarder i baghånden, som kan bruges til at betale de mange julegaver i utide. Det drejer sig om statens salg af radiofrekvenser til tredje generation af mobiltelefoni. Det forventes, at frekvenserne på en auktion kan indbringe mellem 10 og 20 milliarder kroner. Beløbet er usikkert, og i første omgang har Lykketoft forsigtigt valgt slet ikke at regne med no-gen indtægt fra salget. Men det bliver der. Derfor vil nogle af disse milliarder sandsynligvis dukke op undervejs i forhandlingerne som finansieringskilde til oppositionspartiernes ønsker. Det mest trælse ved finanslovsforslaget og de forestående forhandlinger er imidlertid manglen på ambitioner i forhold til statens gæld. Efter syv års bragende højkonjunktur er det stadig kun muligt at skaffe et beskedent plus på 10 milliarder kroner i et budget til over 400 milliarder kroner. Rystende dårligt i betragtning af, at 150.000 mennesker er flyttet fra den passive forsørgelse i arbejdsløshedskøen til job, de fleste endda til job i den private sektor. Skatteindtægterne er bogstaveligt talt »fosset ind« i statskassen. Finansministeren bryster sig nok af, at skatterne holdes i ro, men det passer ikke. Teknisk set er skattetrykket ganske vist ikke steget ret meget de seneste år, men det skyldes kun, at skattetrykket måles i forhold til bruttonationalproduktet, BNP. Og dét er steget kraftigt. Hvis man er på vej til månen i en rumraket, er man måske nok »i ro« i forhold til raketten, men bestemt ikke i forhold til jorden. Den enkelte familie oplever reelt, at den skal aflevere langt flere penge til stat, amter og kommuner i skatter og afgifter end tidligere. Det kunne forsvares, hvis pengene så blev brugt til at afdrage på det offentliges astronomiske gæld, men det sker kun i begrænset omfang. Simpelthen fordi der ikke er vilje til at spare på det offentliges udgifter. Ærgerligt. hhh