I disse uger kommer køerne på græs. Efter en lang vinter i stalden åbnes stalddøren, og med køers relative elegance springer de rundt, kåde og glade over at være ude i den milde forårsluft.
Uden sammenligning i øvrigt er det nok en følelse, ganske mange danskere i stigende grad kan sætte sig ind i. For siden statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde den 6. marts varslede de første helt berettigede restriktioner i indsatsen mod coronavirus, er hverdagen blevet stadig mindre. Kirkegangen er aflyst, den ugentlige tur til gymnastik og fodbold er sat på pause, og at invitere til familiefest og påskefrokost er udelukket.
Derfor føles det da også næsten som en mild forårsvind, når statsministeren nu varsler en gradvis åbning af samfundet efter påsken. Det var temaet for et pressemøde, hun holdt i går efter avisens deadline, men den vigtigste del af budskabet løftede hun sløret for søndag aften, hvor hun i DR understregede vigtigheden af ”en gradvis, kontrolleret, stille og rolig genåbning af Danmark”.
At genstarte et helt samfund uden at sætte indsatsen mod coronavirus over styr vil tage tid – og formentligt ganske lang tid, medmindre en vaccine pludselig er klar. Så selvom alle tripper efter at få gang i hjulene, åbnet skolerne og inviteret familien til middag, må nøgleordet i de kommende måneder være tålmodighed.
Internationalt set har Danmark håndteret coronakrisen relativt godt. Kurven over smittede har holdt sig så flad, at flere eksperter nu taler om, at der kan være gode argumenter for at slække en anelse på restriktionerne. Håbet er, at man under kontrollerede forhold og med særlig beskyttelse af de mest udsatte kan få udbredt smitten og opnå såkaldt flokimmunitet – en tilstand, hvor tilstrækkeligt mange har haft smitten og er blevet immune, så de dermed kan deltage fuldt og helt i samfundet uden risiko for sig selv og andre.
Men balancen er hårfin, for overfortolkes en gradvis åbning, kan en allerede langvarig krise blive endnu længere og koste endnu flere menneskeliv, ligesom samfundsøkonomien vil blive yderligere forværret.
Danmark og den øvrige verden befinder sig i en tilstand i strid med tidsånden. Aldrig har man haft så mange valgmuligheder som nu, hvor alt er tilgængeligt døgnet rundt, og ”behovsudsættelse” er ikke ligefrem et ord, der beskriver vores tid.
Men når omstændighederne er, som de nu er, er det nok en meget sund øvelse at væbne sig med tålmodighed. Det vil blive hverdag igen, selvom meget vil være forandret, noget måske for altid. Paradoksalt nok kommer vi dog hurtigst tilbage til hverdagen, hvis processen får lov at tage den nødvendige tid. Dette kan og bør ikke kun håndteres med stram lovgivning, forbud og bøder, men kræver netop noget så enkelt og umoderne som tålmodighed.