Lørdag den 10. januar 1920, i dag for 100 år siden, trådte Versailles-traktaten i kraft. Den var én af i alt fem fredstraktater, der bestemte, hvordan Europa skulle se ud efter den katastrofale Første Verdenskrig. For Danmarks vedkommende betød aftalen, at der skulle stemmes om grænsedragningen til Tyskland, krigens store taber. Der blev også holdt folkeafstemninger i andre grænseregioner i Europa med store nationale mindretal. Idéen var den amerikanske præsident Woodrow Wilsons. Statsgrænser trukket efter et princip om ”folkenes selvbestemmelse” ville være mere retfærdige og mere stabile.
Det blev således befolkningen, der ved to folkeafstemninger i henholdsvis Nord- og Sydslesvig besluttede, hvor grænsen mellem Danmark og Tyskland skulle drages. Resultatet blev, at hertugdømmet Slesvig, der frem til Danmarks nederlag i 1864 havde været en del af den danske helstat, blev delt på midten. Nordslesvig, Sønderjylland, blev ved Genforeningen i 1920 en del af det danske kongerige. ”En røvet Datter, dybt begrædt, er kommen frelst tilbage”, som forfatteren Henrik Pontoppidan beskrev det i sit kendte genforeningsdigt ”Det lyder som et eventyr”.
Genforeningen blev dengang fejret med jubel og en overvældende folkelig manifestation. Her i avisen lød der et ”Velkommen hjem” til sønderjyderne i en overskrift på avisens forside efter den første afstemning i februar 1920. Overalt i landet rejstes i taknemmelighed flere end 600 genforeningssten, som netop er blevet fredet og står som imponerende udtryk for dansk erindringskultur.
Når det officielle Danmark i dag indleder fejringen af 100-året for Genforeningen med konference på Christiansborg, gallaforestilling på Det Kongelige Teater, på søndag festgudstjeneste i Københavns Domkirke med Dronningens deltagelse og flere end 1000 planlagte folkelige og officielle arrangementer i den kommende tid, er det således med god grund. Genforeningen i 1920 var en stor og glædelig begivenhed. De dansksindede sønderjyder, der havde lidt store tab under Første Verdenskrig, kom ”hjem”, og den danske stat, som vi kender den i dag med overensstemmelse mellem folk og stat, blev en realitet.
Men genforeningsfestlighederne må ikke havne i ren national selvforherligelse. Den nye grænse i 1920 skabte både et dansk mindretal i Tyskland og et tysk mindretal i Danmark. Det førte i mange tilfælde til splittede familier og venskaber. Begge mindretal oplevede diskrimination og sindelagskontrol. Det dansk-tyske grænseland var som mange grænseregioner spændingsfyldt. Efter tysk nederlag i Anden Verdenskrig og senere dansk pres indgik Danmark og Tyskland de vidtrækkende København-Bonn-erklæringer om gensidig beskyttelse af mindretallene. Det har fremmet en harmonisk udvikling, så de to mindretal nu sammen har ansøgt om optagelse på Unescos liste over immateriel verdensarv, fordi den fredelige grænseegn og mindretalsmodellen er enestående og forbilledlig for løsning af mindretalsproblemer i Europa.
Det er ikke tilfældigt, at dette år også er officielt dansk-tysk kulturelt venskabsår. De færreste stater fejrer deres nederlag, og således fejrer Tyskland heller ikke Genforeningen. I stedet markeres noget mere lavmælt ”grænsedragningen”.
Genforeningsjubilæet er en god anledning til at grave et spadestik dybere. Kun ved at huske historien i al dens kompleksitet kan vi få skabt et grundlag for at se fremad. Fredelig sameksistens og tolerance på tværs af grænser er lige så vigtig i dagens Europa, som det var dengang for 100 år siden. Det er også det, der skal huskes og fejres.