Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Leder

Gentænk jer om, Aarhus

Trist at teaterfolk vil befri en gudstjeneste, de ikke har kær

”Let’s Rethink” lyder mottoet for Aarhus som europæisk kulturhovedstad i 2017. Og der bliver gentænkt på livet løs i byen, som så gerne vil vise verden, at de er frække og forandringsparate.

I Aarhus Domkirke vil de også være med på løjerne. Sammen med Teatret Svalegangen har de derfor udtænkt projektet ”Befri Gudstjenesten”, hvor et hold af byens kreative ånder har kastet sig over den ifølge dem så kedelige og støvede højmesse. Nu skal vi alle med gourmet-nadver, konceptkunst, ny trosbekendelse og lilla laserlys forstå, hvad evangeliet og ordet i virkeligheden handler om.

Det handler nemlig om for en gangs skyld at skabe en gudstjeneste, hvor alle synger med, som teaterleder Per Smedegaard har formuleret det. Til det formål er salmerne skrottet til fordel for mere velkendte popsange. Og for virkelig at vise, hvor frække de er, havde de inviteret imam Sherin Khankan som prædikant til søndagsforestillingen i går.

De obligatoriske forargede kommentarer i dagspressen var sikret forud for den udsolgte premiere i lørdags. Og når man gerne vil være de frække drenge i klassen, burde det jo være lige efter bogen. Ikke desto mindre virker det som om arrangørerne, herunder domprovst Poul Henning Bartholin, har haft vanskeligt ved at finde en grimasse, der kunne passe. Det er blevet til en del forvirring om, der nu var tale om en teaterforestilling eller et anderledes bud på en gudstjeneste, som Svale-gangen selv kalder det på sin hjemmeside. I den hellige forargelses navn har man nok gerne villet kapitalisere maksimalt på gudstjenestebegrebet, men op mod premieren fået kolde fødder og derfor landet på eventbetegnelsen for at undgå kirkeretlig ballade.

Men det vil næsten også være for meget at gøre ud af et projekt, der så entydigt bærer præg af, at folkene bag stort set ingenting ved om den gudstjeneste, de så gerne vil befri. De er i hvert fald blevet meget kloge på noget, de aldrig har haft kær, for nu at parafrasere Grundtvig. Og det er i virkeligheden det egentligt triste ved hele menageriet.

Der er kirkegængere her i landet, mange af dem, som i al stilfærdighed holder af gudstjenesten i den danske folkekirke, fordi den er en enkel, betydningsmættet ramme om ordet og forkyndelsen med historisk tyngde. Hver gang man med ulidelig lethed forsøger at udfordre og forny den ramme, fortæller man også disse kirkegængere, at de kan rende og hoppe. I de uger, teaterfolkene har indtaget domkirken, har sognets menighed da også måttet finde sig til rette i et nærliggende menighedslokale. Det klarer de nok endda, og både domkirke og folkekirke vil også stå uanfægtet, når teatergrejet er pakket sammen.

Men man kunne ønske sig for fremtidige folkekirkelige eksperimenters skyld, at arrangørerne en aften vil gå den lille tur over Bispetorv til Aarhus Teater, som for tiden har Holbergs ”Erasmus Montanus” på plakaten. Her kan de lære noget om, hvad der kan ske, når en halvstuderet røver er så overbevist om at have fat i den lange ende, at han til sidst ikke aner, hvad der er op og ned.