Ghettoplan igen-igen

Opgør med parallelsamfund er ikke nyt, men nødvendigt

Vi har været der før. Da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i sin nytårstale lancerede et opgør med ghettoerne, var det langtfra første gang, at en dansk regering blæser til kamp mod parallelsamfund. Statsministeren genbrugte sågar formuleringer fra sin åbningstale til Folketinget i 2010, hvor han også talte om ”huller i danmarkskortet”. Men hullerne er der endnu, og de har efter alt at dømme også vokset sig større, i hvert fald i danskernes bevidsthed.

Rød og blå blok ynder rituelt at bebrejde modparten den fortsat mislykkede integration. Men med regeringsmagten i 13 af de seneste 17 år er det især for Venstre vanskeligt kun at pege fingre ad andre. Sagen er jo nok den, at ingen, hverken politikere eller forskere, dybest set ved, hvordan man skal komme ghettoproblematikken til livs.

Man kan begrænse indvandringen, man kan skrue på sociale ydelser, men hvordan sikrer man, at hundredtusindvis af flygtninge og indvandrere i første, anden og tredje generation med anden kulturel og religiøs baggrund bliver integreret i et lille, konsensussøgende samfund som det danske? Det er en vigtig opgave, men det er ikke nogen let opgave. Uanset regeringens partifarve.

Endnu kender vi ikke de konkrete elementer i regeringens varslede ghettopakke. Men Lars Løkke Rasmussen nævnte i sin tale to forhold, som påkalder sig interesse. Dels at det flere steder kan være nødvendigt simpelthen at rive ghettoerne ned. Dels at lovgivning mod parallelsamfund i langt højere grad skal målrettes, så de ikke rammer alle. Til det første kan man sige, at en eller anden grad af konkret, fysisk indsats for at mindske koncentrationen af flygtninge, indvandrere og efterkommere i visse boligområder er nødvendig, hvis ghettoproblematikken skal løses. Men det vil også være en fejl at tro, at integrationsproblemet først og sidst handler om mursten og rent socioøkonomiske forhold.

Nok sagde Lars Løkke Rasmussen i sin tale, at integrationsproblemerne for ham at se ikke handler om religion. Og man forstår jo godt en statsleders behov for at tale inkluderende. Problemet er bare, at det ikke passer. Den fejlslagne integration handler også om kultur og religion. Det betyder ikke, at kampen for integration er en kamp mod islam. Men parallelsamfund, radikalisering og social kontrol handler langt mere om ånd og identitet end om mursten og penge. Men det er naturligvis lettere at lovgive om sidstnævnte.

Hvor langt regeringen kan gå med lovgivning, som specifikt rammer radikaliserede mindretal, er endnu uklart. Naturligvis hverken kan eller skal dansk lovgivning diskriminere bestemte befolkningsgrupper, men hvis vægten lægges på saglige begrundelser for målrettet lovgivning, er den tilgang at foretrække frem for den aktuelle linje, hvor blandt andet ændringer af friskolelov og lov om religiøse forkyndere rammer bredt og upræcist. Man må formode, at hovedlinjerne i ghettoplanen er forhandlet på plads. Men det borgerlige Danmarks dybe splittelse kan hurtigt komme i vejen. Man må håbe, at de finder en eller anden vej. Ikke for regeringens skyld, men for Danmarks skyld.