Prøv avisen
Leder

Giv fasten en chance

Fasten er en gammel skik, der trænger til at blive genoplivet

I søndags flokkedes landets børn til fastelavnsfejring og tøndeslagning, en herlig fest, der dog er blevet så folkelig, at den mange steder helt har mistet forbindelsen til sin kirkelige oprindelse som indgang til fastetiden. Begyndelsen på den kirkelige fasteperiode på 40 dage frem mod påskesøndag blev så fejret i onsdags, da landets katolske kirker og efterhånden også en del af folkekirkens sognekirker holdt askeonsdagsgudstjenester.

Det sker mange steder ved, at palmegrene fra det foregående års påskefejring brændes af, hvorefter asken bruges til at korsmærke menigheden i panden. Et tegn på og en påmindelse om menneskets forgængelighed og en opfordring til bøn, eftertanke og fordybelse.

Selvom vi ikke står over for en ny folke-bevægelse, er der tegn på, at fasten igen vinder udbredelse herhjemme. Reformationen, hvis 500-årsjubilæum markeres i år, var et på mange måder berettiget opgør med dyrkelse af en ydre fromhed, som også fasten kunne være udtryk for. Derfor forsvandt fasten stort set fra den protestantiske tradition. Men udviklingen er vendt, og i takt med at mange søger konkrete udtryk for deres tro, giver denne del af kirkeåret anledning til at gentænke fastens egentlige betydning.

Det er godt. Fasten er først og fremmest en tid til forsagelse, der skal give plads til fordybelse. Sådan har det altid været. Fasten har været en tid, hvor man spiste mindre, spægede legemet, så der blev renset ud, for at der kunne blive plads til noget nyt. Fasten har aldrig været en kristelig slankekur. Den er en tid til besindelse på, hvad der binder os som mennesker, og i kristelig forstand derfor også en måde, hvorpå mennesker kan refokusere deres tro på Gud. I Bibelen søger Jesus stilhed og faster for at kunne blive lydhør over for Gud.

I den moderne verden er manges liv præget af stor hektik. Computere og telefoner følger med overalt, og selvom det giver frihed for den enkelte, skaber den uophørlige kommunikation og udveksling en ny bundethed og afhængighed. Stress er helt forudsigeligt blevet en folkesygdom.

Længslen efter stilhed og enkelhed og fordybelse er blevet udbredt. Derfor rummer en gammel kirkelig tradition en ny mulighed.

For landets fitnesscentre og wellnessguruer er faste en del af en kostregulering, der skal optimere kroppen. Den kirkelige faste handler derimod ikke om kroppen, men om menneskets ånd.

Man kan faste fra alt tænkeligt. Selvsagt fra mad og alkohol, slik og kager – efter 40 dage får man det igen. Nogle faster fra tv, computere og telefoner. De bryder rutinen og flytter fokus for i stedet at bruge den vundne tid på deres åndelige liv, stilhed, fordybelse, bøn eller øget nærvær med andre mennesker. Kort sagt renser man ud i det gamle, man afstår fra at gøre noget vanligt, for at give plads til noget nyt og bedre.

God faste.