Danskerne vil have adgang til aktiv dødshjælp. Det ligger ligefor. Når man kan bestemme over de fleste andre forhold i livet, må det også være en ret at skulle herfra, når man ikke vil længere. Der er imidlertid tale om en fejlslutning blandt de 79 procent, der svarer sådan, når de bliver spurgt i en meningsmåling, og tankevækkende er det da også, at jo ældre man bliver, desto mere tvivlende over for dødshjælp bliver man også. Det tjener de danske politikere til ære, at de stort set fra højre til venstre ser stort på dette ellers overvældende ønske fra befolkningen og fastholder, at drab ikke er en ydelse, velfærdssamfundet skal tilbyde.
For aktiv dødshjælp er primært for de raske og stærke, for hvem lidelse dybest set kun er en teoretisk risiko engang i en fjern fremtid. Det er svært, når man er i fuldt vigør, at forestille sig, at man også kan finde mening med livet, når man bliver gammel og syg eller bliver lænket til en kørestol. Så hellere en dødssprøjte, synes tankegangen at være.
Men i går fortalte 43-årige Janus Tarp i Kristeligt Dagblad om sit yderst meningsfulde liv, skønt han i snart 30 år har været lam fra halsen og ned efter en ulykke. Han ønsker imidlertid ikke, at aktiv dødshjælp skal være en mulighed for mennesker som ham. I interviewet gjorde han også op med begrebet barmhjertighedsdrab. Han mener, det kan være et udtryk for netop kærlighed, hvis man nægter at hjælpe et menneske til at dø. I stedet kan man sige: ”Det vil jeg ikke hjælpe dig til. Nu hjælper jeg dig til at få det godt,” lød forslaget fra juristen, ægtefællen, foreningsmanden – og den handicappede – Janus Tarp.
Den danske lovgivning er fin, som den er. Aktiv dødshjælp er forbudt, og dermed skal ældre og syge ikke spekulere på, om de mon ligger deres pårørende og samfundet så meget til last, at de nok hellere må herfra. Til gengæld er der rig mulighed for at smertelindre – ja, sågar så meget, at det medfører døden. Det er også rig mulighed for, at man som samfund og familie kan hjælpe den handicappede eller syge til at få det godt, som Janus Tarp kalder det. Endelig ser domstolene mildt på det, hvis en pårørende efterkommer et ønske fra et sygt familiemedlem om dødshjælp. Seneste eksempel er en 78-årig mand, der fik en betinget dom tidligere på måneden, efter han i april tog sin lammede hustru af dage.
Ønsker man at dø, skal man først og fremmest have hjælp til at overkomme livet og eventuelle smerter. Man skal ikke pålægge læger at slå patienter ihjel, og risikoen for at havne på glidebanen ligger ligefor. Det har man set i de lande, der har lovliggjort dødshjælp, hvor antallet af mennesker, der dør for lægens hånd, er voksende. I Belgien er man i dag nået dertil, hvor både syge børn, depressive og døvblinde har modtaget aktiv dødshjælp. Det viser med al tydelighed, at det er farligt at institutionalisere en dødskultur. Spørgsmålet om lovliggørelse af aktiv dødshjælp er komplekst, og det sidste, man bør følge, er en folkestemning, der delvist bunder i frygt og uvidenhed.