Prøv avisen
Leder

Giv plads til bederum på skoler

Der skal gribes ind mod radikalisering, ikke mod religion

Sidste år kunne KFS, Kristeligt Forbund for Studerende, markere sit 60-årsjubilæum. I seks årtier havde unge studerende uden problemer for hverken medstuderende eller uddannelsesinstitutioner haft et forum, hvor de i en frokostpause kunne mødes til en snak om livet som ung og kristen, læse i Bibelen og derefter gå tilbage til undervisningen med fornyet energi og en åndelig opladning i en lang skoledag.

Men jubilæumsåret blev skæmmet af et pludseligt politisk ønske om at begrænse studerendes mulighed for at mødes om deres tro. Ikke fordi de unge kristne i KFS pludselig var blevet radikaliserede eller på nogen måde skabte problemer på deres uddannelsesinstitutioner. Det gjorde derimod nogle enkelte unge med muslimsk baggrund, som med afsæt i deres skolers bederum havde udøvet, hvad skolerne betegnede som social og religiøs kontrol over for andre unge, der ikke blev betragtet som tilstrækkeligt rettroende.

Som Kristeligt Dagblad beskrev i går, er Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet nu klar med en løsning på problemet: Forbyd bederum på uddannelsesinstitutioner. Et forbud, der ifølge Socialdemokratiet bør gælde alle religiøse grupper, mens Dansk Folkeparti sigter direkte mod islam.

Det lyder jo besnærende enkelt. Og selvom undervisningsminister Merete Riisager (LA) ikke vil stemme for gårsdagens beslutningsforslag om et forbud fra Dansk Folkeparti, er hun dog så enig i hensigten, at hun nu vil forfatte, hvad hun selv betegner som et hyrdebrev, hvor landets uddannelsesinstitutioner opfordres til at afskaffe alle bederum.

Udover det ironiske i, at ministeren dermed vil begrænse trosudøvelsen med en meddelelse navngivet efter en biskoppelig skrivelse, er udviklingen uheldig.

Ét er, at langt de fleste uddannelsesinstitutioner ikke oplever nogen form for problemer med bederum, for selvom problemet er småt, kan der være god grund til at gribe ind. Men værre er det, at de politiske meldinger er udtryk for, at brede dele af befolkningen i stigende grad mister forståelsen for nuancerne i tro. Det bliver ikke de radikaliserede unge, men selve muligheden for at være praktiserende troende og studerende, der mistænkeliggøres.

Ja, en københavnsk skoleleder begrundede endda sin afvisning af et bederum med, at ”skolen grundlæggende er et rationelt projekt, der bygger på videnskaben”. Religionsfrihed tolkes ikke som friheden til at praktisere sin tro inden for lovens rammer, men som samfundets mulighed for at blive fri for religion.

Naturligvis skal skolerne have mulighed for at gribe ind, når radikaliserede unge muslimer chikanerer og intimiderer andre unge. Men den slags muligheder er der allerede rigeligt af, i sidste ende i form af en bortvisning af de problematiske elever, såfremt den enkelte skole har modet til det.

Radikalisering og ekstremistisk islam er en del af virkeligheden, også på danske uddannelsesinstitutioner. Men løsningen er ikke at stække alle former for religion. I stedet påhviler der os alle et ansvar for at sige fra, når vi oplever radikalisering. Det gælder også det store flertal af unge muslimer, der må markere sig og selv sige fra over for deres mere ekstreme trosfæller, naturligvis med støtte fra deres skolers ledelse.

For formår vi ikke selv at sige fra, ender det formentlig med, at stadig flere former for religionspraksis forbydes. Og her tyder meget på, at politikerne ikke altid evner at skelne mellem dem, der støtter KFS og dem, der støtter IS.