På mandag vil en række af landets folkeskoler være lukket. Det er nemlig den 1. maj, arbejdernes internationale kampdag, og flere kommuner betragter det som en dag af så stor betydning, at forældrene denne dag må tage fri fra arbejde eller få børnene passet hos bedsteforældrene, så arbejderklassen, her personificeret ved skolelærerne i de pågældende kommuner, kan slå et slag for deres rettigheder.
Mandag har dog ikke kun betydning for lærerne, men også for en række af deres ældste elever. Nemlig de mange unge, der i de kommende uger konfirmeres, hvilket traditionen tro følges op med den såkaldte blå mandag, hvor tusinder af glade unge drager ind til den nærmeste store by for at hygge sig, få en fælles oplevelse og bruge nogle af de mange penge, de har fået i gave.
Sådan har det i hvert fald været i årtier, uden at det voldte problemer for skolerne. Men som det fremgår af flere medier, blandt andet Kristeligt Dagblad i dag, er det ikke længere en selvfølge.
Fire skoler i Helsingør Kommune vil nu ikke længere tillade eleverne at holde fri, så de kan holde blå mandag, ligesom man på Virum Skole i Nordsjælland også har erstattet blå mandag med ”violet lørdag”. Fra skolelederen i Helsingør lyder det, at blå mandag er en privatsag, ligesom han til TV 2 i går begrundede sin holdning med tidens mantra: ”Blå mandag bunder i en anden tid. Det er ikke længere tidssvarende.”
Nu kunne man jo hurtigt få travlt, hvis man i sin hverdag skulle skrotte alt, der ikke længere opfylder et evigt foranderligt krav om at være ”tidssvarende”. Ja, man risikerer nok hurtigt selv at ryge på livets store køkkenmødding, hvis man i sit væsen i lidt for høj grad ”bunder i en anden tid”. Inden man går så vidt, bør man, inklusive den nordsjællandske skoleleder, dog nok overveje, om der ikke findes en værdi i noget, der umiddelbart kan fremstå lidt umoderne.
Konfirmationen er en succeshistorie, for folkekirken og for samfundet som helhed. Som beskrevet i Kristeligt Dagblad for nylig bliver 7 ud af 10 danske unge konfirmeret, hvilket er en pæn del mere end i Norge og markant mere end i Sverige, hvor kun 27 procent af de unge bliver konfirmeret.
Dermed er konfirmationen både udtryk for folkekirkens historiske rødder i det danske samfund og for den tætte forbindelse, der for mange danskere stadig er mellem kirken og livets vigtige overgange og begivenheder. Så kan man, som den helsingoranske skoleleder, sagtens argumentere for, at netop blå mandag ikke har særligt meget med tro at gøre, men dagen er dog tæt forbundet med konfirmationen, og mon ikke langt de fleste konfirmander ser de to dage som en helhed? I kirken og til den efterfølgende fest deler de en stor oplevelse med den nærmeste familie, i det stiveste puds og med hjemmeskrevne takketaler, mens de dagen efter slår sig løs og fejrer dagen med deres skolekammerater.
Desværre er det ikke kun blå mandag, der volder skolerne problemer. Siden vedtagelsen af folkeskolereformen har flere skoler forsøgt at flytte konfirmationsforberedelsen ud af skoletiden, ligesom den årlige julegudstjeneste af stadig flere skoler ses som en trussel mod folkeskolens værdigrundlag.
Det er en trist udvikling og et kedeligt udtryk for relionsforskrækkede politikere og skoleledere, der undervurderer forældrenes og de unges evne til selv at forstå og håndtere den viden og oplevelse, de får i kirken og mødet med den kristne historie. En historie, der begyndte længe før, lærerne fik fri til 1. maj.