Arlette Andersen har holdt 301 foredrag om sin tid i koncentrationslejren Auschwitz under Anden Verdenskrig. Den jødiske kvinde, som man kan læse om i dagens avis, flyttede til Danmark fra Frankrig i 1946. I dag taler hun fortrinsvis til danske skoleelever om de uhyrligheder, hun har oplevet, for hun er jo "en af de sidste, der kan fortælle historien."
Det er en klog gammel dame, der i 1990 besluttede sig for at fortælle om fortidens rædsler, selvom det havde været behageligere at lægge låg på mareridtene. Der er nemlig adskillige tendenser, der i dag gør det mere nødvendigt end tidligere at mindes historiens store massemord.
For det første er uvidenheden tårnhøj blandt danskere, når det gælder historie. Vi har i årtier nedprioriteret kendskabet til både den nyere og ældre internationale historie, således at det vil komme som en overraskelse for mange skoleelever, at det seneste århundrede er det blodigste af dem alle, og at der stadig findes arbejdslejre i verden i dag.
For det andet er revisionismen under udbredelse. Der findes i dag en historierevisionisme, som ikke fandtes for 20 år siden. Det er holdninger, der ikke mindst trives på internet, men også i danske skoler kan man møde dem.
For det tredje udvikler netværkssamfundet sig på en måde, så det bliver lettere at leve i parallelle virkeligheder. Er man for eksempel nyfacist, kan man finde bekræftelse på nyfascistiske hjemmesider, som gør det muligt at leve det meste af sit liv uden at blive udfordret på sine synspunkter.
For det fjerde udfoldes i disse år en global magtbalance, der kan udfordre den vestlige tradition for historiefortælling. I store dele af Asien og Mellemøsten kan man komme i fængsel for at sige sandheden om fortiden. Den kritiske historieskrivning er strafbar i mange fremstormende lande, og det vil ikke gøre en entydig fordømmelse af folkemord lettere, sådan som Kinas solidaritet med Sudan har vist i de senere år.
Historieundervisningen bør kunne give de danske skoleelever en basal viden om de største udryddelser i historien. Det vil styrke deres mulighed for at se mønstre og vende sig imod nye tragedier i fremtiden.
Desuden må internettet være en del af løsningen, ligesom mediet er en del af problemet. I Egypten har vi lige set, hvordan de nye medier spillede en rolle for udbredelsen af information, der styrtede et diktatur. Hvis internationale ressourcer blev sat ind på at gøre troværdig historisk viden tilgængelig for kinesere og arabere på internettet, ville den viden også før eller siden nå frem til de nye generationer i mere restriktive stater. AEM