TILLID OG partnerskab. Sådan lød udvekslingen af feltråb, da en tidligere general og en tidligere guerillaleder mødtes på grænsen mellem Israel og Gaza søndag. Den første samtale mellem Israels nye premierminister, Ehud Barak, og det palæstinensiske selvstyres Yassir Arafat synes at have været spækket med velvillige erklæringer og forsigtighed med bombastiske erklæringer. Ikke en dårlig begyndelse. Med sin igangværende rundrejse til alle Mellemøstkonfliktens forhandlingspartnere kun få dage efter sin regeringstiltrædelse signalerer Barak, at han mener det alvorligt med at få fredsprocessen i gang igen. Og Barak lovede på mødet med Arafat at opfylde aftalen fra Wye, den, hans forgænger, Benjamin Netanyahu, underskrev - for så at undlade at opfylde den, da Israel få måneder efter som en del af den første af Wye-planens tre faser skulle aflevere en del af Vestbredden. Barak har polstret sin regering godt med bygningen af sin brede koalition. Kritikere af en eftergivende linje i de territoriale spørgsmål er i vidt omfang nu samlet inden for regeringen. Men de 172.000 israelske bosættere på Vestbredden og i Gaza må stadig kunne holde Barak vågen om natten. Arafat har kaldt dem »ødelæggende for fredsprocessen«. Der er brug for, at Barak lægger afstand til Netanyahus politik, der på det seneste gik ud på at installere endnu flere bosættere. Men det er ikke nemt for nogen regeringsleder at bede et antal af sine borgere om at forlade deres hjem. At Barak har talt om at trække forhandlingerne om den såkaldte endelig status frem til at følges med Wyes tredje fase, gjorde først palæstinenserne forskrækkede, det lød som en ny stopklods. Nu ser de ud til at ville diskutere sagen. Barak vil utvivlsomt diskutere den med præsident Clinton torsdag. Det kunne måske blive gavnligt hurtigt at nå til nældernes rødder. Herunder spørgsmålet om Jerusalem, hvor Israel og palæstinenserne har uforenelige standpunkter. Kan det splittede Israel samles bag en endelig løsning, som forhandlingspartnerne kan leve med? Kan Barak samle det? Barak er hidtil på sin diplomatiske offensiv blevet mødt og vil fortsat blive mødt med den største velvillighed. Alle håber på en ny begyndelse. Hjemme har han den bredeste politiske opbakning, en israelsk ministerpræsident har haft i mange år. Håbet om, at Barak får noget både rimeligt og holdbart ud af disse gode betingelser, er store. I Israel, hos palæstinenserne, hos Israels naboer i Mellemøsten - og hos den omverden, der brændende ønsker at se et holdbart fundament lagt for en fredelig og frodig fremtid for den i så mange år utrygge region.ls